Nu vil et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten lempe på spærretiden op til kommunevalget på Bornholm

Borgmester Thomas Thors oplyser, at et flertal i Bornholms Regionskommune bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten nu vil lempe på de i første omgang foreslåede spærreregler, der har vakt stor kritik.
Thors Thors siger, at “nu har vi de seneste par uger haft en ophedet debat om spærretid, der også har bredt sig til nationale ytringer.
Selvom retningslinjer op til valg er noget, kommunen har praktiseret siden 2017, uden at det har medført samme engagement eller ønske om politisk indblanding i beslutningen, må jeg konstatere, at det at have særlige retningslinjer for kommunikationen og samarbejdet mellem politikere, medier og kommune op til et valg, er vanskeligt at blive enige om, have en fælles forståelse af og håndtere i mindelighed”, siger borgmesteren.
Vigtig debat
Borgmesteren fortsætter: “Jeg synes på mange måder, at den debat, udmeldingen om spærretid har medført, har været vigtig, og der er blevet rettet opmærksomhed på mange vigtige aspekter. Man kan måske endda kalde det en nødvendig samfundsdebat. Jeg hæfter mig særligt ved, at det lader til, at der er en bred enighed om, at samarbejdet mellem politikere, medier og kommune som arbejdsplads skal fungere på en ordentlig måde med respekt for hinandens roller med udgangspunkt i gode normer og etik.
Jeg sætter min lid til, at debatten har rettet opmærksomhed på de udfordringer, der kan opstå i samspillet – måske særligt op til politiske valg – og at debatten i sig selv har gjort behovet for retningslinjer mindre relevant fremadrettet.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stiller et ændringsforslag til Kirstines van Sabbens medlemsforslag med følgende ordlyd:
Kommunalbestyrelsen beslutter:
– at der ikke skal være spærretid i Bornholms Regionskommune.
– at politikerne i perioden i de sidste to måneder inden valget skal kunne udøve deres tilsynspligt som kommunalbestyrelsesmedlemmer i de kommunale institutioner og i øvrigt komme der som led i udøvelsen deres valgte/udpegede politiske arbejde. Politikere kan derimod ikke medbringe gæster og/eller have følgeskab af medier/journalister under besøg på kommunens institutioner/enheder i perioden. Såfremt kommunalbestyrelsesmedlemmerne ønsker kontakt til de kommunale institutioner, skal de som vanligt kontakte borgmesteren eller direktionen.
– at den sædvanlige praksis også gælder op til valg, nemlig bl.a. det forhold, at der ved henvendelse fra medierne også om besøg på de kommunale institutioner sker en konkret vurdering af henvendelsen.
Grundlovssikret ret
“I den forbindelse synes jeg, at det vil være godt, at de ansatte i BRK op til valg orienteres om deres grundlovssikrede ret til at ytre sig på egne vegne om forhold på deres arbejdsplads, sådan som det er formuleret i “Justitsministeriets vejledning om offentlig ansattes ytringsfrihed”, så de kan føle sig helt sikre, når og hvis de ønsker at deltage i den politiske samfundsdebat, og at de samtidig gøres opmærksom på, at såfremt de får henvendelser, de alligevel er usikre på, hvordan de skal håndtere, at de da tager en drøftelse med deres foresatte”, slutter Thomas Thors.



