Den finurlige mand med piben

I en af øens hyggeligste butikker står Bent Andersen bag disken i Rønne og sælger god musik. Han er god til det. Men han har heller ikke lavet andet i 47 år…

Plade Bent alias Bent Andersen fra Rønne.  (Foto: Torben Ager)

 

Ordet “finurlig” oprinder sandsynligvis fra ordet “fin” – og en fin mand, i ordets allerfineste betydning, det er 69-årige Bent Andersen fra Rønne.

Bent Andersen. Den anonyme betegnelse for hele Bornholms “Plade-Bent”, der er så populær, at der for en halv snes år siden, da han var så uheldig at falde og brække ryggen, blev oprettet en fangruppe på Facebook til ære for ham.

Den brækkede ryg holdt ham borte fra musikbutikken “Musik Experten” i Store Torvegade i Rønne i tre måneder.

Kunderne savnede ham. Alle andre savnede ham.

Musik Experten i Rønne (Foto: Torben Ager)

 

Og han kom heldigvis tilbage til sin elskede butik, hvor han nu har solgt musik i 47 år.

47…

Bornholmnyt’s fotograf fik julelys i øjnene, da han trådte ind ad døren.

“Her købte jeg plader som dreng”, siger han.

Og det er på mange måder en anden oplevelse, når man træder ind ad døren til “Musik Experten”.

En svag duft af aromatisk piberøg møder den nyankomne.

Jeg elsker det.

Plade Bent – den finurlige mand.  (Foto: Torben Ager)

 

Bag disken står den nok så berømte Plade-Bent med et smil, et stort skæg og en snadde i munden.

Snadde og snadde.

Bent ryger skam på fine piber – til hverdag er tobakken Sweet Dublin – blandet af en irsk tobaksmester.

“Hvordan smager sådan een”, spurgte en anden finurlighed en gang.

Om aftenen, oppe i privaten, kommer de lidt dyrere Orlik-tobakker frem.

Men bare det at ryge i en forretning i 2022…

Så ved man, at man ikke er gået helt forkert.

Summen af laster er konstant, siges det. Og Bent kan altså godt lide at ryge pibe.

Det emne går de første 10 minutter af samtalen med.

Stol altid på en mand, der ryger pibe…

Plade Bent (Foto: Torben Ager)

 

Resten af Bents historie vil være velkendt for en hel del bornholmere.

Og mon ikke de fleste på øen på et eller andet tidspunkt har været indenfor hos “Musik Experten”?

Hvis ikke: Lad være at gå ind, hvis du ikke har god tid. For her er noget på alle hylder, lige fra syre til barok. Jazz og pop. Dansk og amerikansk.

Alt…

Musik for enhver smag hos “Musik Experten”…

 

Bent selv kan lide blues. Fra Robert Johnson til Walter Trout.

For vi taler naturligvis om den amerikanske bluesguitarist, Walter Trout, som en anden finurlig mand, Christian Froberg Dahl fra Ekkodalhuset, henter til øen fra tid til anden. Også i år. Så ved I det…

Bent har flere fede albums med Walter Trout. Og hvad Bent ikke ved om blues…

Men også om alt andet musik. Det er ikke pral, når butikken hedder Musik Experten…

På “Bornholmeren”

Bent er født og opvokset på øen. Hans far var annoncechef på Bornholmeren, farfar var smed. Alt andet arbejde var for tøsedrenge, mente han.

Det var dengang, der var mænd til…

Morfar var skomager.

Tøsedreng.

Musik for alle – i alle prisklasser (Foto: Torben Ager)

 

Men Bent vidste, hvad han ville være. Efter endt skolegang på Østre Skole i 1969 kom han i lære som radiomekaniker. Han ville være noget med elektronik.

Det foregik i radioværkstedet ved siden af.

Senere foretog han et sidespring til butikken ved siden af, Musik-Experten. Hans første dag bag disken var i 1975, for 47 år siden.

Stik den.

Plade Bent med et udsnit af LP’ere med den amerikanske bluesguitarist Walter Trout. Velkendt på Bornholm. (Foto: Torben Ager)

 

I 1988 overtog han selv butikken.

I sine unge dage klimtede han også på en guitar. Spillede bl.a. med Finn Folk Møller, der senere spillede med i Them Pioneers, Vanguards og Sir Henry & His Butlers – sidstnævnte et kæmpenavn dengang.

Og som i øvrigt stadig fyrer den af. “Let’s go…”

Det gør Bent ikke mere. Altså fyrer den af på guitaren.

Han er her endnu

Men man kan stadig finde ham bag disken, med skægget og piben.

Eller som turisterne siger, når de kommer ind:

“Hvad f….står han der endnu…?

For Bent handler I dag med børnebørn til sine første kunder.

Den fortabte ungdom

“Den fortabte ungdom”, som han kalder den generation. Der har genfundet værdien ved pladespillere og LP’ere, der trods streaming, CD’ere og alt muligt andet stadig giver den bedste lydkvalitet.

Derfor er han heller ikke så nervøs for butikkens fremtid. Rigtige LP-plader skal fortsat forhandles fysisk –  og tak for det.

For så har vi også Plade-Bent bag disken længe endnu.

Der må ryges…(Foto: Torben Ager)

 

Han er jo stadig en ung mand, endnu ikke fyldt 70.

Det sidste gør han dog senere på foråret, og han er lidt betænkelig ved den runde dag:

“Da jeg fyldte 60, fik mine kammerater slæbt mig med til Prag. Der har de noget godt øl,” siger Bent med et karakteristisk Filur-smil.

Gad vide, hvad de finder på i år?

En sundhedsdrik

Og Bent har også sin egen forklaring på, hvorfor han drager rundt på øen for at finde urter til sine bjesk.

“Bjesk er en helbredende urtedrik,” siger han. Med et sigende blik. Så siger vi det…

Hvor længe bliver han ved? Altså ikke med at lave bjesk, men i butikken?

Forhåbentligt længe. Tanken om et kontorforetagende i Bents musikbutik er ubærlig.

“Så længe helbredet og humøret holder til det, så længe vil jeg være i butikken”, siger han.

Således opløftet forlader vi “Musik Experten.”

Meget mod vores vilje.

PS for pladekendere: Hans telefonnummer er også sjovt. 56 95 33 45. De sidste cifre: 33′ for LP’ere, 45′ for singler.

Finurligt…