Torvehal Bornholm på Gartnervangen i Rønne er klar til at forkæle øens beboere hele året. Her er hele den landskendte bornholmske gastronomi samlet under et tag – og festen: Den kan du også holde her, og så er du sikker på at maden…ja, den bli’r jo ikke bedre.
GASTRONOMI: Det er ikke nogen hemmelighed, at Bornholm står for noget ypperligt i dansk gastronomi. Bornholmsk ost, sennep, øl, frugtsafte og slagtervarer, lakrids og karameller – lækkerier, som får de mange turister til at flokkes om butikker og boder, når de er på besøg på øen.
Opfindsomheden kender tilsyneladende ingen grænser, når det gælder om at fremstille lækre madvarer, der ellers tidligere var forholdt det europæiske, gastronomiske midtpunkt, Frankrig, men som altså nu også er en stor attraktion på øen i Østersøen.
Senest kan Bornholm f.eks. bryste sig af at have en aldeles fremragende mayonnaise, Mayö Bornholm, der fås både med i forskellige smagsvarianter – og som i virkeligheden er et resultat af et iværksætterkursus på Møbelfabrikken i Nexø.
Det gamle slagteri
Svært at spise anden mayonnaise efter at have haft den på tungen, og Mayö Bornholm er blot et af de mange skønne produkter, man får hos Trine Køhlert og Brian Jensen, der har forpagtet Torvehallen siden sommeren 2018. I den tid er det lykkedes at fastslå, at hvis man skal have god mad – og et godt overblik over de fineste madvarer fra øen – så er det i Torvehallen i Rønne, at det foregår.
I det gamle slagteri, pudsigt nok beliggende på Gartnervangen, har de to samlet det fineste af øens gastronomi, og det er naturligvis særdeles praktisk for turisterne, der her har det hele samlet under et tag, hvad enten de vil have chokolade, sennep, ost eller bornholmske øl.
Øl og frugt
Og det er gået godt for parret i de sidste par år. Turisterne går nysgerrigt rundt og kigger på alle specialiteterne, og f. eks. er Torvehallen nu det sted, hvor man køber de velsmagende øl fra Rønne-bryggeriet Small Batch, ligesom også de liflige safter og marmelader fra Krogsholm Frugt forhandles i Torvehallen.
Intet sted på øen er så mange af de lokale lækkerier samlet på et sted. Og det kommer naturligvis også bornholmerne til gode, der kan glæde sig over, at Torvehallen holder åbent hele året.
Øens bedste smørrebrød
Åbningstiderne er tirsdag til fredag fra kl. 10 til 17 og lørdag fra kl. 10 til 15. Og tilbuddene er mange:
“Man behøver jo ikke købe hele torvehallen, når man kommer på besøg hos os”, siger Trine Køhlert. Hun fortæller, at mange udelukkende besøger Torvehallens slagter for at købe nogle skiver lækker spegepølse eller andre viktualievarer.
“Vores slagter er “gammeldaws”, og man kan købe nøjagtigt den mængde, man har brug for – og ikke mere”, siger Trine.
Slagteren er imidlertid allerede kendt vidt og bredt for dét, der af mange betegnes som Bornholms bedste smørrebrød. Joh, slagteren har naturligvis et stort udvalg af kød og pålæg fra Svaneke Slagteren, Bornholmer Slagteren og Hallegård. Her er også kød fra den jyske Kildegården, der bl.a. leverer de møre bøffer til Louisekroen og kød fra Gris, Lam & Co. – en økologisk producent på Sjælland, der kan levere særlige delikatesser og fersk kød. Det skal bornholmerne da ikke snydes for…
Torvehallens Rugbrød
Men det var smørrebrødet vi kom fra: Det smørres på Torvehallens Rugbrød, der leveres af Bager Dam og kun forhandles i Torvehallen – et særligt saftigt, økologisk kernerugbrød, langtidshævet og bagt på surdej.
“Det gælder jo alle former for gastronomi, det er råvarerne, det handler om”, siger Trine og tilføjer, at alt smørrebrød fra Torvehallens Slagter produceres fra de bedste råvarer. Og det er naturligvis også Mayö Bornholm, der bruges på de stykker mad, der kræver mayonnaise. Intet er for godt. Enkelt, ja – men godt…
“Man kan jo næsten ikke sige det, men slagterens smørrebrød går altså som – nå ja, varmt brød, siger Trine med et stort smil.
Sennep til alle
Hvis Torvehallens slagter er populær, så gælder det så sandelig også Torvehallens Café, hvor man til hver en tid er velkommen til en god kop kaffe og et stykke kage. Eller hvad med en lækker tapas-anretning og et glas vin?
Mens det tilberedes, kan man passende gå rundt i hallen og studere de mange lækkerier:
Her er der mad og drikke fra bl.a Ostehjørnet fra Østergade i Rønne (bornholmske oste og udvalgte Arla Unika side om side), Buchwalds Kafferisteri, (dufter så skønt, når Brian Tofte har gang i risteriet), og Østersøens Brænderi og Wild Destilleris produkter er naturligvis alle på hylderne.
Puk’s Delikatesser med de mange forskellige slags sennep – enten til gode pølser eller en saftig skinke. Skal det være Stærk Sennep, Øens Sennep eller Værtens Bedste Sennep? Eller hvad specialiteterne fra Smedens Fødevarer?
Den bedste olivenolie
Stigs Oliven er Torvehallens største stadeholder – og man finder i øvrigt også Stig Larsens udsøgte produkter i torvehallerne i København.
Hos Stigs Oliven finder man et stort udvalg af oliven, olier, balsamico og andre delikatesser fra Middelhavs-området. Bag disken står Simikka. Hun er uddannet olivenolie-sommelier. Hun kan fortælle alt om olivenolier og lader gerne kunderne smage sig frem til den rette olie.
Nogen tror olivenolie “bare” er olivenolie, men efter et besøg i olivenboden er man ikke i tvivl om oliernes mange nuancer – og ikke mindst dårlige kopier. “Pas godt på dem, de kan ødelægge et helt måltid”, siger Trine.
Tag hele menuen med hjem
Og apropos et helt måltid: Det kan man naturligvis også nyde i Torvehallen – eller tage det hele med hjem. God idé, hvis tiden er knap – og gæsterne allerede er på vej…
Særligt populær er Torvehallens Tapas-anretning, der ryger ud af huset næsten før den sidste mikrogrøntsag eller stykke choritzo er lagt på tallerkenen. Grøntsagerne er i øvrigt fra Kumlehøj, kendt for frisk grønt hele året. Og så har Trine fået en genial løsning i en tid, hvor vi alle gerne vil være miljøbevidste: Hun sender sine tapas-anretninger ud på sine “vandretallerkener”.
Trine smiler og forklarer:
“Da der gik Corona i det hele, så fik vi rigtigt travlt med ud-af-huset-bestillinger – især af vores Tapas-anretninger. Så efterlyste jeg alle slags porcelænstallerkener, som nogle måske havde stående hjemme i kældre eller på loftsrum. Jeg fik så mange tallerkener, at jeg nu sender mine Tapas-anretning ud på de porcelænstallerkener, som stammer fra hjem på hele øen. Vi skal ikke have dem tilbage, men vi opfordrer til, at man giver tallerknerne videre til sin nabo – med et stykke kage eller andet hjemmebag ovenpå…”
Der er også porcelæn på bordet, når øboerne vælger at holde familiefesten i Torvehallen. Så sidder man i de fineste, gastronomiske omgivelser – og tro os: Det er ikke kun omgivelserne, der er gastronomiske.
Det gælder først og fremmest dét, der er på tallerkenerne…