Siden Eva og Adam, omend ufrivilligt, forlod Paradisets Have – har mennesker søgt udenfor egne grænser. Allerede Leif Den Lykkelige trodsede alle farer og sejlede fra Grønland til Nordamerika omkring år 1000 – senere var det modige folk som Vitus Bering og Knud Rasmussen, der pakkede grejet og tog afsted.
Også H.C. Andersen elskede at rejse. Og nej – jeg nægter at genfortælle hans berømte bemærkning derom, den er efterhånden for slidt.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet rejste en meget lille gruppe velhavende danskere til udlandet på ferie — typisk til kursteder i Tyskland, Østrig eller Frankrig.
Først efter anden verdenskrig begyndte almindelige mennesker at holde ferie i udlandet. Det begyndte med bus eller bilture til typisk Harzen, senere lidt længere til Rhinen – og da bilerne blev lidt bedre fortsatte turen typisk til Gardasøen.
I slutningen af 50’erne begyndte de senere – og endnu – så populære charterferier til destinationer som Costa Brava, Mallorca, Rhodos og Rimini. Danskerne fik for alvor lyst til at komme udenlands, og i dag er det nærmest en sjældenhed, hvis ikke unge mennesker drager på rygsækferie til Thailand, Australien eller endnu mere eksotiske områder.
Jeg begyndte at rejse ret tidligt i forbindelse med mit arbejde, og jeg kan endnu huske hjemkomsten fra Californien, hvor min familie modtog mig med Dannebrogsflag og ivrig vinken.
“Velkommen hjem, onkel Finn!”
Der gik ikke lang tid, førend denne forsamling langsomt blev reduceret – i takt med, at rejserne tog til i omfang – og resten af familien også drog afsted.
Min første tur til Australien blev efterfulgt af en aften i familiens skød med fremvisning af lysbilleder fra turen. I dag vil det kun have interesse, hvis man kan vise billeder fra en tur med en Apollo-raket eller en situation, hvor man er i slåskamp med en løve.
For de fleste har set det meste, efterhånden. Undtagen min fætter Jørgen, han har været i Rimini og Tyskland og set nok. “Odsherred har det hele,” siger han. Og jo, lidt er der om det.
De fleste har set det meste, skrev jeg lige før. Ja, de fleste skandinavere, har set det meste. Men ude i den store venter millioner nu på at komme afsted.
Først og fremmest til Europa. Hvor byer som Rom, London og Paris står forrest på ønskesedlen, senere Madrid, Prag, Berlin og Budapest – og så kommer turen til København, Stockholm og Dublin.
Vi taler om millioner af fortrinsvis kinesere og indere der er på vej – og der er ikke noget at sige til, at de gerne vil se mere af verden.
Det vile vi jo også. Og vi har ikke mere ret til rejseriet end dem…
At Europa snarest må få en fælles turistpolitik er derimod en anden kendsgerning. Den er ikke kommet endnu, mærkeligt nok, i en tid, hvor byer som Barcelona, Venedig og ferieøen Mallorca frabeder sig flere turister. For vi er ikke de sidste turister i Europa – snarere tværtimod – de store menneskemængder er først på vej nu.
Og vi andre – joh, mange af os, har jo været rundt og søger nu i egen interesse nye steder: Jeg kan f.eks. anbefale Finland, Cambodja, det nordlige Portugal samt det gamle Bøhmen m.m.
Der er endnu meget at opleve – og selvfølgelig skal vi det. Det fremmer forståelsen mellem lande og kulturer, når vi besøger andre.
At sommeren på Bornholm så er svær at konkurrere med, det er en anden historie…
God weekend…
