De bringer litteraturen til Bornholm

Mie Hjort og Brian Christensen har altid travlt, men fra fredag 11. til søndag 20. september får de ekstra meget at se til, når de ruller Bornholms Literaturfestival ud for alle øens bogelskere…

Mie Hjort og Brian Christensen – arrangerer litteraturfestival på Bornholm  (Fotos: Torben Ager)

 

De har nok at se til, begge to, i en travl hverdag på Bornholm. Mie Hjort som administrator af kulturcentret Svanekegården og Brian Christensen som studievært og journalist ved TV2 Bornholm.

Men i næste måned, fra 11. til 20. september, får de begge ekstra meget at se til, når de skal hente og bringe samt indkvartere og være værter for en stribe af landets bedste forfattere.

Det sker i forbindelse med Bornholms Litteraturfestival, som de to arrangerer, og som de har gjort de seneste par år. Nu er de klar til at præsentere deres tredje litteraturfestival, som du i øvrigt kan læse mere om andet steds på Bornholmnyt.dk.

“Jeg fik en opfordring til at køre litteraturfestivalen videre, efter Jacob Hansens litteraturfestival stoppede for nogle år siden”, fortæller Mie Hjort.

Forfatteren Jacob Hansen (1868-1909)  var født i Hasle, var ven med Martin Andersen Nexø og vakte selv opsigt med debutromanen” En kritisk Tid”, der udkom i 1897. Mange mente, at han endog var en bedre forfatter end den berømte ven. Den bornholmske litteraturfestival blev i første omgang opkaldt efter Jacob Hansen, men efter nogle års hårdt arbejde med litteraturfestivalen, kastede folkene bag arrangementet håndklædet i ringen.

Og så blev opgaven givet videre til Mie Hjort. Via Hanne Strøby fra Kulturugen kom Mie i forbindelse med journalisten Brian Christensen, der er bogelsker om en hals. Brian drev i nogle år en meget populær boghandel i lufthavnen, hvor der bl. a. fandtes stort set alt litteratur om Bornholm.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Brian Christensen – bogelskere, der selv har skrevet et par stykker…

 

Brian arbejder i dag som studievært og journalist på Tv2 Bornholm, og har eget forlag, men sagde også ja til opgaven med at arrangere litteraturfestivalen sammen med Mie Hjort.

Og det samarbejde er gået så fint, at de nu begge glæder sig meget tilsat byde velkommen til en ny og for deres vedkommende tredje litteraturfestival, der bl. a. byder på stjerneforfattere som Maria Helleberg, Hanne Vibeke Holst, Anna Grue og Carsten Jensen.

“Ja, vi får travlt, mens der er forfatterbesøg, for vi henter dem jo i lufthavnen og får dem indkvarteret ordentligt og glæder os selv meget til at møde dem”, siger Brian Christensen, der gerne erkender, at valget af forfattere også har noget at gøre med personlige ønsker.

Holdes på højskolen

Festivalens mange arrangementer plejer at blive holdt forskellige steder på øen, men denne gang bliver alle arrangementer holdt på Bornholms Højskole ved Aakirkeby – med undtagelse af selve åbningen, der skal holdes i Svanekegården. Det bliver iøvrigt med forfatteren Hanne Vibeke Holst.

“Vi har valgt højskolen, fordi der er store lokaliteter, der er nemme at spritte af. Og så skal vi ikke rejse hele øen rundt”, forklarer Mie Hjort.

“Vi ville også gernehave præsenteret krimikongen Jussi Adler-Olsen, der havde sagt ja, men som senere har aflyst alle sine arrangementer på grund af Corona-krisen. Men så kommer han nok på besøg en anden gang”, siger Mie Hjort, der glæder sig over de mange andre stjerneforfattere, der snart kommer til øen.

Svanekegaarden blev åbnet i 1991 i nyindrettede lokaler i det centrale Svaneke i en gammel købmandsgård.

Dengang var udgangspunktet et ønske om at markere baltisk og nordisk kunst og kultur på Bornholm, som efter Sovjetunionens fald var og er centralt placeret i det baltiske hav.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Mie Hjort – administrator på “Svanekegården” og medarrangør af litteraturfestivalen

Drivkraften bag Svanekegaarden start var Preben Harris, der hjulpet af Lisbeth Schlüter, Ole Espersen og Robert Koch-Nielsen skabte det nødvendige økonomiske fundament.

Svanekegaarden består af udstillingsbygninger, tre legatboliger, teatersal og skulpturhave og besøges årligt af ca. 15.000 mennesker, og er en helårs kulturinstitution.

Administrator Mie Hjort har været boat på øen de sidste 14 år – og har i mellemtiden fundet ind af, at hendes tipoldefar stammer herfra. Hun flyttede til øen permanent , fordi “jeg glemte at rejse hjem fra en sommerferie”, som hun siger.

Brian Christensen er oprindelig fra Roskilde, men har boet på Bornholm de sidste 18 år. Han har et par bøger bag sig, bl. a. om “Græker-Kaj”, den eventyrlige fortæller fra Pedersker og bogen “Mit Bornholm”.

Og hvem er det så, der kommer til litteraturfestival?

“Jeg havde sådan en fordom om, at det mest var kvinder, men da vi f. eks. havde Niels Krause-Kjlær på besøg var der rigtig mange mænd blandt gæsterne”, siger Brian Christensen”.

“Og da vi det første år havde besøg af Leonora Christine Skov var her stuvende fuldt – også af mange, som jeg ikke ville have forventet var kommet som gæst på en litteraturfestival”, slutter Mie Hjort.

For her kommer altså alle, alle aldre og begge køn.

Og nu står den så på forfatterbesøg igen…

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

At synge er sundt

TV`s udsendelsesrække om Demens-koret har vist det. Det er muligt, du ikke har set disse udsendelser, som rører en helt dybt nede i hjertet. De

Læs mere »