FOLKEMØDE: Kan Danmark levere nye former for atomkraft til hele verden? Og gemmer den bornholmske muld på bakterier, der kan producere fremtidens antibiotika? Begge spørgsmål – og mange flere – vil blive forsøgt besvaret i og omkring Techteltet på årets Folkemøde.

Hvordan skal vi løse nogle af samfundets største problemer? Det er omdrejningspunktet i det traditionelt velbesøgte Techteltet på Folkemøde. Her er højaktuelle, teknologiske emner på plakaten som energi og energilagring, fødevarer, forsvarsteknologi, forurening, klima og kunstig intelligens.
Bag Techtteltet står fagforeningen IDA, Engineer the Future og universiteterne DTU, SDU, AAU og AU, der byder indenfor til et tætpakket program i Techteltet og på rullestensstranden.
Teknologi i centrum
”Endnu en gang sætter vi teknologien i centrum og viser, at den har potentiale til både at skabe en grønnere og sundere fremtid, men også rummer faldgruber og masser af etiske dilemmaer, hvis ikke vi som mennesker tager styring over eksempelvis kunstig intelligens. Vi glæder os til at skarptskårne debatter, hvor der også bliver plads til de nuancer, der måske er vigtigere end nogensinde før at få belyst,” siger Laura Klitgaard, formand for IDA.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“I Techteltet skal vi bl.a. debattere atomkraft. For selvom Folketinget i 1985 besluttede, at der ikke skulle være atomkraft i Danmark, har debatten været rødglødende de seneste år. Kan atomkraft blive et nyt, stort dansk eksporteventyr? Og er der en fremtid for atomkraft i det danske energinet? Vi åbner debatten, og der bliver også mulighed for at stille spørgsmål,” siger hun og fortsætter:
“Vi debatterer også energiøer, havvind og miljø. For hvad betyder energiøer egentlig for miljøet, hvilke konsekvenser har de for energisystemet, og skal klima og miljø altid gå hånd i hånd, eller bliver vi nødt til at prioritere det ene højere end det andet?”
Vores sikkerhed
Et andet stort debatemne er sikkerheds- og forsvarsteknologi. Knap halvandet år med krig og kriser har vist betydningen af et forsvar, men moderne krig er mere end skyttegrave og missiler. Sabotage, cyberangreb, misinformation udgør i dag en lige så stor trussel mod vores vestlige demokratier som konventionelle angrebsmetoder – og hvor meget skal vi satse på denne form for teknologiudvikling i Danmark?
Skattejagt og og madshow
Som altid vil er der også plads til andet end debatter og holdninger i Techtelteltet. Vi har et helt eksperimentarium med på rullestensstranden, hvor vi bl.a. inviterer skoleelever med på skattejagt efter ny antibiotika. Guidet af dygtige ingeniørstuderende skal skoleelever forsøge at finde hidtil ukendte bakterier i den bornholmske muld. Bakterier, der måske kan producere fremtidens antibiotika.
Techteltet giver også mulighed for at prøve kræfter med escape rooms, og man kan udforske havbunden med fjernstyrede undervandsrobotter. Man kan endda få målt sine hjernebølger i realtid med EEG-udstyr og se mere til den teknologi, der sendes ud i rummet for at hjælpe astronauter til at sove bedre.
På rullestensstranden åbnes også op for de lidt anderledes, uformelle debatter. Bl.a. inviterer kokken Nikolaj Kirk politikere på scenen for at teste og smage på fremtidens madvarer, diskutere indgroede madvaner (og hvordan man bryder dem), fødevareinnovation og nye teknologiers rolle i fremtidens bæredygtige fødevareproduktion til en voksende, global befolkning.



