Dagbog fra en travl jul i familien

(Pernilles dagbog fra tiden med mand, hus og børn…)

 

2. søndag i advent

Hvem har egentlig afskaffet årets adventsgaver til voksne? Udover min egen mor, der pludselig efter mange år mente, at jeg var for stor. Man skulle ellers tro, at der efter så mange år med søndags gaver i december, var dannet præcedens for fremtidig forkælelse. Men nu tilfalder den luksus åbenbart kun de allermindste, for end ikke min ægtemand har gjort sig den ulejlighed at fortsætte kæreste-traditionen med små hemmelige advents gaver. Nøgtern og rationel, som han er, meddeler han ved konfrontering, at han er gave nok i sig selv.

I så fald, kan man så ombytte til kontanter?

Sønnike vil have flødeboller til morgenmad, men vingummi kan også gå an, mener han. Hvis de altså er grønne eller gule, for dem elsker han. Sikke et tilfælde. Kan ikke helt finde ud af, om det bare er fordi, han aldrig har nået at smage de andre farver, før undertegnede har spist dem?

(Seriøst, der er jo ingen, der kan lide de gule i Matadormix!)

Rydder op i 12 stive timer – i håb om et ryddeligt hjem før jul.

Mandag 7. december

Mandag. Legestuedag. Liva bider alle i dag, store som små, også tilfældigt forbipasserende. Jeg går bagved og siger ”Nej, dog og fy” og samler grædende børn op, mens jeg smiler flovt.

Må aflevere lånte Ford Escort tilbage før tid, da naboen er sendt tilbage over sundet, efter forlist forhold med drømmemand i Sverige. Griber et par flasker rødvin, da jeg ser svenskeren svinge Volvoen ind over fortovet og sætte hende af. Vinen viser sig at være tiltrængt, for hendes elskede kat foretrak at blive i ekskærestens skånske luksushus, så det eneste hun fik med sig hjem, var en tarminfektion.

Når man været inde i Bentes hus, er det dog svært at bebrejde det stakkels dyr, at se sit snit til at leve som Askepots Lucifer på en pude. Hejdå, siger jeg bare…

Egen mor har netop meddelt, at hun næppe gør sin entre ved julearrangementet i år. Måtte derfor trøstespise alt slik i huset. Selv de gule vingummier…. Bliver det så overhovedet jul?

Tirsdag 8. december

Hvorfor har manden ikke skrabet alle felterne i sin skrabe-jule-kalender endnu? Tror sgu, jeg gør det for ham. Ingen grund til at gå og spare, hvis man er millionær uden at vide det;

Har haft grådkvalt hjemvendt nabo-dame i telefonen. Hun lider åbenbart – udover den pådragede tarminfektion- også af diskusprolaps – og kan altså ikke holde skidt og rod ud mere. Mangler desperat rengøringshjælp… Har jeg mon lyst?

Onsdag 9. december

Næh, egentlig ikke. Men nød lærer kvinde, der for længst sku’ ha’ lavet lyse striber i håret, at der må ydes, før der kan nydes. God mulighed for endelig at få lovliggjort frisørbesøg som nødvendigt onde i det trængte børnefamiliebudget.

Torsdag 10. december

Har ondt i ryggen efter rengørings-helvede hos stakkels nabo-Bente. Fandt først ud af til sidst, at pygmæ-moppen, rent faktisk var en teleskopstang.

Der ligner sgu et bombet lokum derovre. Rengøring gør absolut ingen forskel.

Gaveidé: En times besøg af stor kran med svingende jernkugle i lænke.

Fredag 11. december

Familiefoto med vedhæftet girokort og hilsen fra Rigspolitiet, modtages. Dyrt, kvaliteten af fotopapiret, taget i betragtning.

Har fundet Bambi bag højtaleren. Kun prikket krop, uden spor af hoved eller hale.

Lørdag 12. december

Store bagedag. Hvem har egentlig opfundet det der med julesmåkager? Og hvorfor er jeg født uden et gemme-gen? Det ville måske være sundt for figuren, hvis andre også nåede at smage.

Søndag 13. december

Advent igen. Henter juletræ i plantagen hos mormor og morfar på landet. Traditionen tro vælger min mand og jeg hurtigt et træ i håb om at komme hjem i varmen, og traditionen tro fryser vi alligevel til is, fordi min brormand og kone er enormt længe om at finde det helt rigtige træ, uagtet, at de alle sammen er meget ens.

På ladet af jagtvognen klamrer vi os til de selvfældede grantræer. Med bidende vind i hovedet prøver vi at overdøve traktorens brummen og råbe til børnene, at de skal holde godt fast. Morfar sætter farten op, så lerjorden fra de store traktordæk flyver om ørene på os.

Vi ved, at de, der overlever turen, belønnes med æbleskiver, gløgg og kakao på den hyggelige gård bagefter. Det er nemlig det samme, år efter år.

Vel hjemme beslutter jeg mig for, at være lidt overskudsagtig hustru, ved sengetid. Jeg trækker i en lille sort sag, med så høje hæle, at jeg hamrer hovedet ind i lavthængende loftbjælke i soveværelset. Det ødelægger ligesom stemningen, da han kommer til at grine højt.

How to miss your shot, Cowboy.

 

 

 

 

Du vil måske også synes om

Debat: Færre tilbud må ikke blive dårligere tilbud

KOMMUNALT: : Fælles høringssvar vedrørende sparekatalog for budget 2027-2030 fra ADHD-foreningen Bornholm, Autismeforeningen Bornholm og Lev Bornholm   Af ADHD-foreningen Bornholm, Autismeforeningen Bornholm og Lev Bornholm Vi takker for muligheden for at afgive høringssvar til Bornholms Regionskommunes budgetforslag 2027-2030. Som handicaporganisationer repræsenterer vi børn, unge og voksne med ADHD, autisme,

Læs mere »

Balka Strand: Windsurfere i problemer

To windsurfere kom i vanskeligheder, da de sejlede ved Balka Strand i sidste uge   Livredderne ved Balka Strand måtte assistere to windsurfere i sidste uge: De observerede således en  en windsurfer, der var 300-350 meter ude med sejlet nede, og som drev udad i fralandsvinden. Livredderne sejlerde ud til

Læs mere »

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Tirsdag 4. august. Solen står op klokken 05.13 og går ned klokken 20.58. Dagen er aftaget med en time og 39 min. (UV maks. 5.3). Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en god tirsdag.   Vejret i dag: Tørt og først nogen sol, senere bliver det mere skyet. Temp. op mellem

Læs mere »