SAGSBEHANDLING: Der er positive forklaringer på stigende sagsbehandlingstider i Byg, forklarer centerchef Claus Munk

Stigende sagsbehandlingstider er sjældent en positiv historie. Men høje gennemsnitstal for behandling af byggesager dækker over, at Byg i Bornholms Regionskommune har effektiviseret driften betragteligt og færdiggør mange gamle sager i øjeblikket, fortæller Claus Munk, centerchef for Center for Regional Udvikling, It og Sekretariat på Bornholm.
Samtidig er indkomne sager det sidste år blevet behandlet i et tempo, som isoleret set ville placere afdelingen i toppen sammenlignet med byggeafdelinger i andre kommuner, siger han.
Bekymring i erhvervslivet
De sidste dage har forskellige medier refereret til en pressemeddelelse udsendt af Dansk Industri om Byg i Bornholms Regionskommune og stigning i sagsbehandlingstiden fra 56 til 164 dage for sager, som er omfattet af servicemål. Det har bragt bekymring hos flere repræsentanter i erhvervslivet. Dansk Industri har udtalt, at Byg i Bornholms Regionskommune er en af de dårligst producerende byggeafdelinger på landsplan.
“Det er heldigvis ikke korrekt. For ca. 16 måneder siden præsenterede regionskommunen repræsentanter for Dansk Industri Bornholm og andre repræsentanter for øens erhvervsliv for en strategi for genopretningen af Byg, som de kommenterede, understøttede og sanktionerede. Det blev dengang gjort klart, at strategien ville have en konsekvens for, hvor godt Bornholms Regionskommune ville placere sig i Dansk Industris målings” siger Claus Munk.
Stigning i sager
Men hvorfor stiger sagsbehandlingstiderne? Og hvordan kan det være positivt? Centerchef Claus Munk:
”Sager med servicemål udgør 17 pct. af den samlede sagsmængde i Byg. Servicemål opgøres først, når en sag afsluttes. Det vil sige, at sager, der endnu ikke er afgjort, ikke vil optræde i den opgørelse. Da Byg samlet set siden 2017 har oplevet en stigning på ca. 150 pct. indkomne sager, har det betydet, at der er – eller rettere var – en række sager, der ikke nåede at blive sagsbehandlet indenfor tidsrammen. Men over det sidste år, har Byg ved hjælp af en ny strategi for sagsbehandlingen effektiviseret driften med 31 pct. Det betyder, at flere og flere af de ”gamle” sager nu bliver behandlet. Og det medfører naturligvis en stigning i den opgjorte gennemsnitlige sagsbehandlingstid, fordi nogle af de gamle sager desværre har ligget længe og ventet”.
Vi er i toppen
Og sagsbehandlingstiderne ser helt anderledes ud, hvis vi zoomer ind på nye sager, fortæller Claus Munk:
”Hvis en lignende måling af sagsbehandlingstider blev lavet på sager indkommet i Byg over det sidste år, er 87 pct. af sagerne afsluttet inden for de oplyste servicemål. Det placerer ikke Byg i Bornholms Regionskommune i bunden, men derimod klart i toppen af byggeafdelinger på landsplan. Vi er selvfølgelig utrolig glade for, at dén strategi vi har lagt bl.a. sammen med Dansk Industri Bornholm, virker på Bornholm”.
Konkrete forslag velkomne
Dansk Industri Bornholm efterspørger dog fortsat mere effektiv og smidig sagsbehandling. For at sikre god dialog og arbejde sammen frem mod de bedste løsninger, har Byg over det sidste år igangsat en række initiativer – dialogmøder med erhvervslivet, åbent hus-arrangementer forskellige steder på øen samt hyppige statusmøder i Byg med erhvervslivet.
Byg vil fortsat opfordre erhvervslivets repræsentanter til at komme med konkrete forslag til, hvordan sagsbehandlingen kan gøres mere smidig og effektiv, hvis de tiltag, som er gjort indtil nu, ikke rækker, slutter Claus Munk.


