HÆDER: Både Bornholms Mosteri og Bornholm Vinegar Company er med i kapløbet om flot hæderspris

I samarbejde med Danmarks største madfestival og tilhørende kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem, holder Coop for tolvte år i træk “Produktprisen.”
Netop nu er 70 spændende, lokale produkter fra hele landet blevet reduceret til 12, der nu skal dyste om “Produktprisen 2025” i forskellige kategorier. Bornholms Mosteri er blandt de tre finalister i drikkevarekategorien, hvor en helt ny økologisk hindbærsoda er med i opløbet om at vinde produktprisen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Samtidig lancerer Coop, som noget helt nyt, “Irmaprisen”, hvor den endelige vinder får muligheden for, at få sit produkt optaget i Irma-vareserien og dermed sælges og markedsføres, under Irma-brandet, i udvalgte Coop-butikker.
Dygtige fagfolk
Dommerpanelet, der består af nogle af landets dygtigste fagfolk, har nu fundet de endelige finalister, i de to konkurrencer, blandt passionerede, danske producenter, der sætter fokus på smag, kvalitet, innovation og lokale råvarer. Dommerpanelet tæller i år kok og produktudvikler Magnus Laier Sonne, General Manager på Alchemist, Lykke Metzger, gastrofysiker i Kost Studio, Louise Beck Brønnum, kategorichef i Coop Katrine Dahl Pind og senior marketingchef i Coop Heidi Kessler.
Sælges hos Coop
Vinderne af Produktprisen kan blandt andet se frem til muligheden for at præsentere vinderproduktet for Coops indkøbere med henblik på, om produktet kan sælges i en eller flere af Coops kæder, samt muligheden for markedsføring via Coop og Sol over Gudhjems kanaler.
Danske fødevarer
Om de to priser siger, Chef for egne varemærker i Coop, Elias Billum Have: “Med Irmaprisen og Produktprisen hylder vi det særlige ved danske fødevarer – den gode smag, det stolte håndværk og de innovative idéer, som udspringer af dansk jord og bliver til virkelighed gennem produktion i Danmark. Med priserne ønsker vi at sætte fokus på lokale produkter, der både har rod i Danmark og potentialet til at nå ud til endnu flere forbrugere gennem Coopsbutikker.”
Fantastiske produkter
Direktør og stifter af Sol over Gudhjem, Mikkel Marschall, siger: “Der findes et væld af fantastiske produkter i Danmark, men for mindre producenter kan det være en udfordring at finde den rette vej til de mange hylder og kunder i hele landet. Derfor er vi stolte over, i samarbejde med Coop, at kunne facilitere netop den mulighed og dermed være med til at løfte gode, danske og lokale fødevarer gennem både Produktprisen og nu også Irmaprisen.”
Stort skulderklap
Josephine Senger Svendsen, direktør i Bornholms Mosteri, siger:
“Det er et stort skulderklap at være blandt finalisterne til Produktprisen 2025. Vi ved, at feltet er stærkt og fyldt med innovative produkter, så vi er rigtig glade for, at vores nye økologiske hindbærsoda er blandt finalisterne i drikkevarekategorien. At et kompetent dommerpanel har peget på netop vores nye SODA, håber vi kan være med til at give hele vores sodalinje et ekstra skub – både i omtale og efterspørgsel.”
Sol over Gudhjem
Finalen i Produktprisen holdes i København til september, hvor også vinderen af Irmaprisen offentliggøres. Inden da kan alle finalisterne se frem til at være en del af madfestivalen ved kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem 20.-21. juni, hvor de uddeler smagsprøver, og sælger deres produkter, i produktpristeltet, til tusindvis af madglade danskere på havnen i Gudhjem 15. maj.
Finalister til Produktprisen 2025:
MAD
Saltet brændt laks fra Centralrøgeriet
Økologisk pølse med ramsløg fra Öxneholm
Gastrik fra Bornholm Vinegar Company
DRIKKE
Økologisk Hindbær Soda fra Bornholms Mosteri
Vild Brus – Rabarber Streisand fra Vild Is ApS
Sweet Sloe Gin fra Fary Lochan Destilleri A/S
KONFEKTURE
Vild Plante is – Lakrids med et strejf af citron fra Vild Is ApS
Træstamme fra Glean
Madame Butterfly Økologisk Nøddecreme fra Food Solution A/S
INNOVATION
Lillow Sour Cherry & Rose fra Lillow
Yolo Chai Sticky Brew fra Yolo Chai
Bælgfrugt Shoyu fra Nocla A/S
Finalister til Irmaprisen 2025:
Banan og chokoladeis fra Banana Cph
Økologisk pølse med ramsløg fra Öxneholm
Træstamme fra Glean
Saltet brændt laks fra Centralrøgeriet
Vild Brus – Rabarber Streisand fra Vild Is ApS


