
Lørdag aften rullede der blues ind over Raschs Pakhuz, da det bornholmske band “Be Blues’d” fyldte salen med tunge grooves, svedige soli og masser af spilleglæde.
Publikum blev ført gennem et repertoire spækket med numre fra bl.a. Gov’t Mule, Lachy Doley, Joe Cocker og ZZ Top – leveret med både nerve og energi.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Bandet tæller fem garvede musikere fra både Danmark og Sverige, der tilsammen skabte et solidt og dynamisk lydbillede. Jon Schmidts vokal balancerede mellem det rå og det følsomme, mens Benny Tufvessons guitar fyldte rummet med både power og finesse. Thomas Clausen betjente tangenterne med sikker hånd, og rytmesektionen med Allan Langstrup Petersen på bas og Thomas Rothe Wollny på trommer og mundharpe sørgede for et svingende fundament.
Der blev danset, nikket og klappet med hele vejen – en aften, hvor bluesen fik lov at brede sig uhæmmet over gulvbrædderne i Raschs.











