Bornholms Ungeråds formandskab på i alt fem medlemmer mødtes for første gang forleden. På mødet blev formand og næstformand valgt, og der blev lagt de første planer for at få gang i arbejdsgrupper og stormøder for alle unge, der vil være med i Ungerådet.

Den nye formand for Bornholms Ungeråd er Niklas Stenbye, 18 år, og til daglig elev i 3.L på Campus Bornholm STX. Han brænder for Bornholms udvikling, for unge og for politik. For ham er det vigtigt, at de unge bliver hørt og taget seriøst, fordi de har så meget at byde på.
Næstformand blev Kristoffer Kromand. Han er en 24-årig Hasle-horra, som bor i Rønne. Han er uddannet redningsspecialist og har til dagligt arbejdet i butik og som brandmand i Rønne.
I praktik hos Falck
Kristoffer blev desværre for halvandet år siden ramt af en hjerneblødning og er sygemeldt. Han er i øjeblikket i fastholdelsespraktik 20 timer om ugen på hans gamle arbejdsplads ved Falck i Rønne. Det vigtigste for ham er, at de unge får et ungehus, hvor man sammen kan udfolde de mange arrangementer og ideer, der allerede eksisterer.
Seks stormøder årligt
Beslutninger om hvad Bornholms Ungeråd mener og skal arbejde på, træffes af Ungerådets medlemmer på Bornholms Ungeråds stormøder, som der holdes seks af årligt. Det næste stormøde bliver holdt i februar 2022. Som ung kan man derfor sætte dit præg på Ungerådet ved at gå med i Ungerådets fællesskab, som er åbent for alle unge bornholmere mellem 15 og 25 år. Man kan melde sig ind i Bornholms Ungeråd og eventuelt, også i en arbejdsgruppe, ved at skrive til: ungeraad@brk.dk.
Ideer og emner der arbejdes med
Ved start-up eventen i begyndelsen af december var der stor begejstring og mange ideer kom på banen. Dem arbejder Ungerådet videre med i fem arbejdsgrupper under disse overskrifter:
- Events og arrangementer – en arbejdsgruppe der planlægger alt fra musikaftener, sodavandsdiskotek og kulturarrangementer.
- Ungehus – en arbejdsgruppe der arbejder for at få et ungehus, hvor de unge kan være sammen og lave aktiviteter for de unge
- Socialt – en arbejdsgruppe der har fokus på at fremme trivslen blandt de unge og forebygge udsathed.
- Seksualundervisning – en arbejdsgruppe der arbejder for en bedre seksualundervisning i skolen og mere viden om LGBT+.
- Transport – en arbejdsgruppe, som arbejder for at det skal blive nemmere for de unge at komme rundt på øen.



