SUNDHED: På Bornholm er der registreret 255 hjertestartere på Hjertestarter-Netværket. Men måske hænger der endnu flere hjertestartere på øen, som kan komme i spil ved hjertestop uden for hospital?

Er der flere hjertestartere på Bornholm end de, der er registreret? Det er livsvigtigt at vide.
Derfor sætter forskere fra Hovedstadens Akutberedskab og TrygFonden gang i Hjertestarterjagten, som er et forskningsprojekt, hvor bornholmerne kan hjælpe med at finde hjertestartere, som ikke er registeret på Hjertestarter-Netværket, eller som ikke er funktionsduelige. Indsatsen er et pilotprojekt, der på sigt skal udbredes til hele landet.
Bornholm redder liv
Bornholmerne har tidligere vist gennem forskningsprojekt ”Bornholm redder liv”, at de engagerer sig i at træde til ved hjertestop uden for hospital. Tilbage i 2008 blev 10.000 bornholmere uddannet i livreddende førstehjælp, og antallet af offentligt tilgængelige hjertestartere på øen blev øget fra tre til 147. Det resulterede i en stigning i overlevelsen fra 0 pct. til 18 pct. for bevidnede hjertestop med stødbar rytme (som er kriterierne, der bruges internationalt til at opgøre overlevelsen, også kaldet Utstein-kriterierne). For alle hjertestop uden for hospital steg overlevelsen til fem pct. Andelen af hjertestop, hvor folk trådte til med livreddende førstehjælp, nåede samtidig op på 74 pct.
Beder om hjælp
Nu beder forskere bornholmerne om hjælp igen til et nyt forskningsprojekt, hvor det gælder om at få registeret så mange af Bornholms hjertestartere som muligt og sikre, at de virker.
“Vi ved fra ”Bornholm redder liv”, at mange bornholmere er meget engagerede i at kunne træde til ved hjertestop og er opmærksomme på hjertestarterne,” siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden
“Derfor har vi valgt Bornholm som det første sted i Danmark, hvor vi vil undersøge, om det er muligt at involvere borgerne i at øge andelen af registrerede og funktionsduelige hjertestartere. Metoden kaldes crowdsourcing, og vi tror på, at der er et stort potentiale i at få befolkningen til at melde deres observationer omkring hjertestarterne til os, så vi sammen kan bidrage til de bedst mulige betingelser for at overleve et hjertestop på Bornholm.” siger hun.
Hvis hjertestarteren ikke virker
Det er vigtigt at registrere hjertestarterne, da den sundhedsfaglige medarbejder på Vagtcentralen ved et 1-1-2 opkald kan henvise til den nærmeste registrerede hjertestarter, når der er hjertestop. Det kan betyde, at hjertestarteren hurtigere når frem til hjertestoppet og kan tages i brug. Men ét er at sikre, at hjertestarternes placering er tilgængelig, noget andet er at sikre, at hjertestarterne også virker.
“I 2019 undersøgte forskerne, hvor stor en andel af hjertestarterne på Bornholm, der ikke var funktionsduelige, og det var hele 18 pct. Vi håber derfor, at Hjertestarterjagten også kan bidrage til at opdage, hvis der hænger hjertestartere, som ikke virker, så der kan blive taget hånd om det. Det vil være så ulykkeligt at stå ved et hjertestop og opdage, at hjertestarteren ikke fungerer,” siger Grethe Thomas.
Fladt batteri
Det er ejeren af hjertestarteren, der har ansvaret for at vedligeholde hjertestarteren, men alligevel kan det ske, at batteriet er fladt, eller at stødpadsene er blevet for gamle. Hvis man opdager en hjertestarter, som ikke er registeret, eller som ikke er funktionsduelig, kan man derfor sende et tip i appen TrygFonden Hjertestarter, og så vil forskere dykke ned i oplysningerne.
En forglemmelse
Når forskerne får en melding fra en borger om en hjertestarter, kontakter de ejeren for at høre, om han eller hun er interesseret i at registrere hjertestarteren på Hjertestarter-Netværket, eller gør opmærksom på, at hjertestarteren bør efterses. Der kan være mange grunde til, at en hjertestarter ikke findes på Hjertestarter-Netværket, men hvis grunden er, at det er en forglemmelse, eller at ejeren ikke kender netværket, så er der i hvert fald mulighed for at få den registreret nu.
På mange hjertestartere er der en grøn lampe, der blinker, når hjertestarteren er klar til brug. Men det kan være vanskeligt at se, om en hjertestarter er funktionsduelig. Vi vil derfor gerne opfordre til, at man ikke åbner hjertestarterskabet og tager hjertestarteren ud for at undersøge den. Hvis man er i tvivl, skal man tippe os i appen uden at røre ved hjertestarteren, og så undersøger forskerne sagen, siger Grethe Thomas.
Når forskerne har indsamlet erfaringer fra Bornholm i løbet af de kommende måneder, justeres indsatsen til, inden den udbredes i hele landet.
Sådan deltager du:
- Hvis du ser en hjertestarter på Bornholm, som ikke er registeret på Hjertestarter-Netværket, eller som ser ud til ikke at være funktionsduelig, kan du sende et tip via Hjertestarter-appen
- Download appen TrygFonden Hjertestarter
- Åbn appen og tryk på ”Tip os” i menuen nederst på skærmen
- Udfyld informationen om hjertestarteren og afslut
- Har du ikke adgang til Hjertestarter-appen, kan du sende informationen via https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere/tip-os
- Når forskerne modtager din melding, kontakter de ejeren af hjertestarteren og afklarer, hvorvidt hjertestarteren skal registreres, og om hjertestarteren er funktionsduelig
Bornholm har 255 registrerede hjertestartere, hvoraf de 187 er tilgængelige hele døgnet. Der er omkring 450 personer på Bornholm, der har meldt sig som hjerteløbere.



