Bornholm spiser sammen – nu kun for mænd 

SAMVÆR: Sct. Nikolai Kirke og Bornholms Regionskommune inviterer mænd til fællesskab, samvær og gratis fællesspisning Invitationen er i anledning af folkebevægelsen mod ensomheds årlige kampagne, “Danmark spiser sammen”

Nu er der tilbud om en fælles middag – for mænd

Præstegårdsladen i Rønne, slår igen dørene op til endnu et, “Danmark spiser” sammen arrangement. Denne gang kun for mænd.

”Vi tror på, at fællesskaber, hvor mænd møder mænd, kan noget særligt, for nogle mænd. Og det er de mænd, vi inviterer ind til det her arrangement. Man kan komme alene eller man kan invitere en nabo eller ven med. Alle vil føle sig velkomne, uanset om man kommer alene eller følges med en anden.” Siger Betina Juhl Tychsen, Frivillighedskonsulent i Bornholms Regionskommune, og medarrangør på Danmark spiser sammen.

Flere sammenkomster
Denne gang har arrangørerne udvidet tilbuddet, til ikke kun at være et enkelt arrangement. Alle som har lyst, bliver efterfølgende inviteret til en række fællesspisninger, som Rønne kirke vil stå for. Detaljerne omkring konceptet er ikke helt på plads endnu:

”Vi håber at de mænd som møder op, har lyst til at være med til at forme det her fællesskab. Derfor har vi heller ikke udtænkt et færdigt koncept. Der skal være plads til inputs fra dem som kommer og vil være med. Det vi dog har på plads, er stedet, og at vi på en eller anden måde skal have et måltid sammen, ligesom vi gør det når vi mødes første gang til Danmark spiser sammen, kun for mænd,” siger Peter Hauge Madsen, præst i sct. Nikolaj og medarrangør på Danmark spiser sammen.

Forebygge ensomhed
Som medlemsorganisation af “Folkebevægelsen mod ensomhed”, ønsker Bornholms Regionskommune, i samarbejde med Sct. Nikolaj Kirke, at lave et initiativ som kan forebygge og afhjælpe ensomhed. Ønsket er, at arrangementet må blive en anledning til at mennesker mødes, og der kan opstå nye bekendtskaber.

Kampagnen “Danmark spiser sammen” er et tilbagevendende initiativ, som kører to gange om året. Formålet med kampagnen er, at sætte fokus på ensomhed gennem måltidet. Betina Juhl Tychsen håber, at samarbejdet mellem Rønne kirke og kommunen, kan være et godt eksempel på, hvordan kommunen kan samarbejde med civilsamfundet om at skabe fællesskaber, hvor mennesker har mulighed for at få nye venskaber.

To-retters menu
Middagen foregår 22. april fra kl. 17.30 til  20 i Præstegårdsladen på Pistolstræde 12 i Rønne. Der vil blive serveret en to-retters menu og fællessang fra højskolesangbogen. Arrangementet er alkoholfrit.

Tilmelding til Peter Hauge Madsen på phm@km.dk eller på 2941 8395 senest torsdag 18. april kl. 12. Tilmeldingerne er efter først-til-mølle princippet, og der er kun 15 pladser.

Du vil måske også synes om

Bornholm skal være bedre til at transportere krydstogtsgæster rundt på øen

TURISME: Bornholm har forbedret gæsteoplevelsen for øens krydstogtgæster, men der samtidig er potentiale for større geografisk spredning og bredere lokal værdiskabelse. Og et overvældende flertal på øen byder krydstogtsgæsterne velkomne…   En helt ny rapport, udarbejdet af CRT for Rønne Havn og Destination Bornholm, viser styrker og muligheder for forbedringer

Læs mere »

Den professionelle…

HÅNDVÆRK: Simon Leegaard Rømer er ikke bare bornholmer med stort B og en usædvanlig hyggelig mand – han er også en del af det super-professionelle team fra Knudsker VVS Vist kan 50-årige Simon Leegaard Rømer godt lide at være blandt kammeraterne på fisketur i Sverige, men vær sikker på, at

Læs mere »