Bornholm drager til Sydsverige for at finde nye studerende

UDDANNELSE: Bornholmske uddannelser drager med Tilflytterservice Bornholm til Sydsverige for at finde fremtidens studerende og elever.

Bornholm vil have flere studerende fra Sydsverige

 

Københavns Professionshøjskole, som udbyder uddannelser inden for lærer, pædagog og socialrådgiver, og Bornholms Sundhed & Sygeplejeskole, som tilbyder SOSU- og sygeplejerskeuddannelser, vil sammen med Cphbusiness, der har uddannelser som datamatiker og finansøkonom, deltage i en tilflyttercafé/uddannelsescafé i Ystad.

Arrangementet er bygget over Tilflytterservices succesrige 1:1 tilflyttercaféer, hvor man kan få privat sparring om sine muligheder. Tilflytterservice afholdt i 2023 hele 162 tilflyttercafé-møder og fortsætter i år fokus på den personlige kontakt og sparringen, der tager udgangspunkt i den enkelte tilflytter.

Arrangementet er organiseret af Business Center Bornholms Tilflytterservice, som har samlet de vigtige aktører til en fælles præsentation af de uddannelsesmuligheder, der findes på Bornholm, overfor potentielle studerende i Sydsverige.

Internationalt samarbejde
Bornholm, med sin unikke natur og stærke fællesskaber, tilbyder nu en række attraktive uddannelsesmuligheder til unge i Sydsverige. Målet med tilflyttercaféen er at skabe opmærksomhed omkring de spændende karriereveje, der kan forfølges gennem de bornholmske uddannelser, og samtidig vise de mange fordele ved at studere og bo på øen. Bonnie Gudbergsen, uddannelsesleder på Bornholms Sundhed & Sygeplejeskole, siger:

”Vi har ledig kapacitet på vores uddannelser og brug for alle de studerende kandidater, vi kan få. Så da vi fik denne mulighed for at se, om vi kan lokke svenskere, måtte det prøves af.”

Program for dagen
På tilflyttercaféen vil der være mulighed for at møde repræsentanter fra de deltagende uddannelsesinstitutioner, som vil give detaljeret information om deres uddannelsesudbud. Deltagerne vil også kunne høre om de karrieremuligheder, der åbner sig efter endt uddannelse, samt få indsigt i det sociale og kulturelle liv på Bornholm.

Samtidig kan de møde tilflytterkonsulent Rune Holm: ”Vi har med succes i mange år kørt disse tilflyttercaféer, hvor jeg også taler meget om uddannelse. Samtidig kan man høre om mulighederne for resten af familien på Bornholm og møde repræsentanter, der kender alt til uddannelserne på Bornholm,” siger han.

En lysere fremtid
“Dette initiativ markerer et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at tiltrække flere studerende til Bornholm. Ved at samarbejde med vores svenske naboer kan vi skabe en endnu stærkere uddannelses- og erhvervsmæssig fremtid for vores region,” siger Karin Stenner Johansen, studieadministrativ koordinator på Københavns Professionshøjskole.

Arrangementet finder sted mandag 3. juni på Café Morten i Ystad.

Seneste artikler

Fik du læst?