Der er desværre børn og unge på Bornholm, der mødes på tværs uden for skoletid til sammenkomster – også, selvom de er hjemsendt i isolation og test. Det går ikke, siger borgmesteren og retter en appel til de unge og deres forældre…

“Som bekendt stiger smittetallene i hele Danmark og desværre også her på Bornholm, selvom øen fortsat er mindre ramte end resten af landet. Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har netop nævnt Bornholms særlige mulighed for at sætte en stopper for stigningen. Den chance vil vi gribe og kommer derfor med en særlig appel til jer, der er forældre til børn og unge på øen”, lyder det i en udtalelse for borgmester Winni Grossbøll, der fortsætter:
“Når et barn eller en ung bliver smittet, påvirker det rigtig mange andre. Vi har de sidste par uger set hele klasser og klassetrin blive sendt hjem – det skal vi gerne væk fra”.
Det går ikke
Borgmesteren fremhæver, at det er noget skidt, når unge mødes selv om de er sendt hjem i isolation:
“I forbindelse med den smitteopsporing der finder sted, er det erfaret, at børn og unge oftest smittes i sociale sammenhænge og i fritiden. Derfor bør vi også sætte ind der, ligesom det også sker i resten af landet. Heldigvis følger mange allerede sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men vi hører desværre også om børn og unge, der mødes på tværs uden for skoleregi til hyggelige sammenkomster også selvom, de er hjemsendt i isolation og test. Det går ikke, sådan får vi ikke stoppet smitten”, siger borgmesteren og slutter:
Opfordring til forældre
“Jeg vil derfor opfordre jer forældre til at snakke med jeres børn og unge om at holde isolationsperioden, når man er nær kontakt således, at vi sammen gør, hvad vi kan for at holde smittetallene nede her på Bornholm. Jeg håber, at alle vil bakke op, så vi sammen kan bringe smitten ned. Det er nu, der skal sættes ind, for vi ved, at det gør en afgørende forskel”.










