MUSIK: Fredag aften stod i bornholmsk lune og musikalitetens tegn i Musikhuzet, da troubadouren Bjarne Kure præsenterede sit nyeste show: “Bjarne Kure – ejn bonerøv frå Humledâl.”

Af Torben Severinsen
Som titlen antyder på Bjarne Kures nye show, der blev fyret af i Musikhuzet fredag aften, så var der rigeligt at grine af – men også et par sange, der trak eftertænksomheden frem i lyset.
Med en pose blandede bornholmske bolsjer af både nye, gamle og “nye gamle” sange, formåede Kure endnu engang at fange sit publikum. Kendte figurer som “Koffed å Koffed” fik genvalg, mens nye karakterer også dukkede op i det musikalske univers.
Artiklen fortsættes under billedet)
Publikum blev forkælet med numre som “Konnesâng”, “Pær â Væra” og Svend Lund Pedersen’s “Enj forårsdâ i maj”, mens sange som “Fobujlblues” og “Lårs Fod frâ Skrubbekrak” satte stemningen efter pausen. Og selvfølgelig var aftenen fyldt med Kures karakteristiske underfundige historier, der gang på gang udløste smil og latter i salen.
Applausen sagde det hele – det var “som ded plajer”, og det er slet ikke så ringe!










