Beruset mand med attrappistol og kniv i Rønne

Tirsdag aften kl. 18.50 indløb en anmeldelse til politiet om en 49-årig mand, der ifølge anmelder skulle gå rundt i Rønne omkring Snellemark med en pistol i bukselinningen. En patrulje kom kort efter til stedet, hvor de fik kontakt til manden, der gik rundt på Snellemark.

Han var ikke truende, men var tydeligt beruset. Manden havde en attrappistol på sig samt en kniv. For at sikre opretholdelse af orden og sikkerhed blev manden anholdt og detentionsbragt, hvorefter han senere på aftenen blev løsladt.

Han blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven ved at have båret kniv i det offentlige rum uden anerkendelsesværdigt formål.

Fik du læst?