.gif)
Mordet på debattøren Charley Kirk i USA har endnu engang gjort emnet om tilgivelse relevant.
Hvor vidt vi er enige om denne unge mands politik eller ej er i grunden fuldstændig ligegyldigt. Det er slet ikke mit ærinde. Tværtimod.
Hans enke Erika Kirk holdt derimod en meget gribende tale ved mindehøjtideligheden, som ramte mit hjerte. Find hele talen på nettet.
Meget stærkt talte enken om vigtigheden af ikke at møde had med had. Hun appellerede til samtale og dialog i stedet for hadske indlæg. Hun sagde alt det, som jeg i grunden tror, vi alle godt ved er rigtigt, men som vi ikke altid praktiserer – desværre.
Hun afsluttede med grådkvalt men alligevel fast stemme at sige: ”Jeg tilgiver den unge mand, som myrdede Charley.”
Digteren Emil Salzer blev på baggrund af hendes tale inspireret til på Facebook at skrive om, at tilgivelsen generelt har svære kår:
”Mange mennesker vælger ikke at tilgive deres krænkere, fordi de forveksler det med at blåstemple ugerningen. Men det er nu ikke sådan, tilgivelse fungerer. At tilgive er hverken det samme som at acceptere eller bukke under for den adfærd, der overskred ens grænser. Tværtimod. At tilgive er at sætte fri,” skrev han i et opslag på Facebook.
Han mener, at Erika Kirks tilgivelse virker fremmed for os, fordi vi i den folkekirkelige tradition har mere forståelse for, at det er menneskeligt ikke at kunne tilgive.
Præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen har udtalt som respons på ovenstående:
”Og det er ikke et problem. For hvis vi selv har svært ved at tilgive, så ved vi, at Gud kan.”
Mine citater fandt jeg i Kristeligt Dagblad for et par dage siden.
Det er jo helt sandt og rigtigt. Vi kan have svært ved at tilgive. Vi kan praktisk talt ikke gøre det uden at få hjælp til det. Min erfaring er, at vi kan få hjælpen fra Gud.
Ofte vokser tilgivelsen i os. Fra begyndelsen synes det umuligt. Men når vi ber Gud om hjælp, så sker der i os lige så langsomt men sikkert en forandring, så vi ser det skete fra Guds perspektiv, og vi siger måske, som Erika Kirk gjorde: ”Jesus hang på korset og sagde: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Lukas evangeliet kap. 23 vers 34.
En prædikant, jeg hørte, sagde så vist: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør – imod sig selv!”
Har vi svært ved at tilgive, så kan den tilføjelse hjælpe os. Fokus bliver flyttet. Jeg opdager, at krænkeren ikke bare får en plettet straffeattest, hvis forseelsen naturligt kræver dette, for selvfølgelig har vi i et retssamfund konsekvenser som f.eks. en afmålt straf, men krænkeren har også mulighed for at få den tilgivelse fra Gud, som er så nødvendig for vores generelle trivsel og den fred, vi alle har så meget brug for i vores hjerter.
At blive ved at tumle rundt med tanker på det, andre har gjort imod mig, giver ikke frihed. Når jeg handler sådan, er jeg stadig i min krænkers vold. Jeg er bundet af det, der er sket.
Alt dette er nemmere at sige eller skrive end at gøre. Sådan vil enhver af jer sige og mange med stor patos.
Men der er én ting, som jeg gerne vil fremhæve:
Med hensyn til ham eller hun forseelsen gik ud over, så er tilgivelse et valg, mere end det er en følelse. ”Tilgivelse sætter fri” er titlen på en gammel bog, som jeg havde engang i min bogreol.
Der sker dog også noget helt fantastisk, når nogen kommer og siger undskyld. Det sker jo også, at det er mig, som står i den situation.
Det er totalt ydmygende og svært at gøre det. Et bedre og stærkere udtryk end ”undskyld” er nu at sige: ”Kan du tilgive mig?” Det er meget forløsende og frigørende – både når vi gør det overfor et andet menneske, men også når vi gør det overfor Gud i bøn.
Vi skal selvfølgelig mene det, og efter vi har tage skridtet til forsoning, kan der gå tid, hvor vi skal genopbygge den tillid, som vi har fået ødelagt. Et sår skal heles, og det kan gøre ondt, og vi kan ikke forvente, at vi bare kan skøjte videre, som om intet er hændt.
Er der tidspunkter, hvor vi ikke skal bede om tilgivelse?
På en teenagelejr i min ungdom holdt jeg bibeltimer over emnet «tilgivelse». På lejren var der pludselig noget tyveri. Lejrens unge ledelse mistænkte en fra køkkenet. Men pludselig gik en anden til bekendelse – og blev tilgivet.
Nogle af de unge ledere gik så – kort fortalt – til den mistænkte i køkkenet og bad om tilgivelse, fordi de havde mistænkt hende. Det havde ”den mistænkte” slet ikke opdaget, og hun blev dybt ulykkelig over, at nogen havde tænkt, at det var hende, der var tyven.
Jeg husker det tydeligt, også fordi jeg havde talt så meget om det at tilgive hinanden og det at få tilgivelse. I det tilfælde gjorde man en uskyldig fortræd.
At bede om tilgivelse kan nu og da ske bedst gennem vores holdninger. Måske er det ikke ord, der skal bruges.
Det dur ikke at sige: ”Kan du tilgive mig? Jeg har haft sådanne nogle negative tanker om dig!” Måske har vedkommende slet ikke opdaget, at du havde de negative tanker. I stedet kan du give vedkommende et knus, vise vedkommende kærlighed og omsorg.
Hvor er det skønt at vide, at Gud tilgiver, og vi er bestemt til at give tilgivelsen, som vi har fået, videre. Vi bliver ikke udlært på det punkt, men må Gud selv hjælpe os!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
