 (1).gif)
Når jeg kører igennem byens gader og holder ved rødt lys, så kigger jeg mig omkring. Er der lejlighedskomplekser, så tænker jeg: ”Hvordan mon livet leves i alle disse små eller store hjem?”
Jeg synes, det er spændende at tænke på, hvordan mon mine medmennesker har det, når de er hjemme. Hvad mon de laver? Hvordan er deres liv med hinanden? Er der godt at være i det hjem? Sidder der mon et ensomt menneske indenfor de der vinduer?
Kører jeg rundt her, hvor vi bor, så husker jeg den og den, som boede der og der. Jeg husker mange besøg i forskellige hjem rundt omkring i de to sogne, hvor jeg var præst i sammenlagt 27 år.
Forskellige hjem, som hver isæt viste meget om, hvem det var jeg besøgte. Derfor brugte jeg allermest at besøge pårørende, når jeg skulle have en bisættelsessamtale. Vores hjem afspejler nemlig rigtig meget om, hvem vi er.
På en måde synes jeg egentlig først, jeg rigtig kender folk, når jeg har gæstet dem i deres hjem.
I gamle dage, hvor folk havde en fastnettelefon, kunne jeg bedst lide at vide, hvor deres tlf. stod, så jeg kunne forestille mig, hvor vedkommende sad, når vi havde vores samtale. Nu kan mobilen jo bruges, hvor vi end er.
Forleden var jeg passager i en bil og kunne derfor sidde endnu bedre og studere de mange lejligheder, vi kørte forbi.
Pludselig kørte vi forbi et kæmpe skilt, hvor der stod:
”Her bygger vi 173 hjem.”
Det skilt passede fint med indholdet i denne klumme, som jeg allerede havde bestemt temaet for.
Skiltet illustrerer nemlig tydeligt, at man bygger ikke bare en række lejligheder. Nej, det er hjem, som er målet for byggeriet, og det er noget uhyre væsentligt at have i tankerne, hvis man er bygmester.
Et hjem er et sted at høre til. Et hjem giver en frihed til at være fuldkommen sig selv. En frihed til både at være træt, glad, doven og fuldstændig afslappet eller såre aktiv.
Ikke alle har et hjem, hvor der er sådan et frirum. Der er nogle, som endda er hjemløse og dermed ofte rodløse. Vi, der har et hjem, er privilegerede. Vi har grund til at takke Gud for vores hjem.
At gå væk fra ens hjem kan skabe store problemer. Bare tænk på Jesu lignelse om “Den Fortabte Søn,” som forlod sit hjem for senere at ”komme til sig selv”, som der står og begive sig på vandring hjem.
Faderen i lignelsen står allerede og spejder efter sin søn. Det bliver en kærlig velkomst, den fortabte søn får.
Børn, som flytter hjemmefra, må opleve den samme kærlighed – både når de forlader hjemmet – måske i vrede og oprør, og når de igen vender hjem, fordi de har opdaget, at de længes efter de trygge rammer og er ”kommet til sig selv!”
Jesus beskriver meget levende, hvordan vi faktisk har brug for at høre hjemme et sted. At vide, at der er vi elsket, som vi er. Guds kærlighed overvinder selv de mindste eller de største fejltrin.
Den fortabte søn skulle ikke stå skoleret (egentlig et frygteligt ord) eller få voksen skældud, da han kom hjem. Han var allerede elsket, endda allerede da han var langt væk hjemmefra og ude i al muligt skidt. Det var vel den kærlighed, som fik ham til at længes hjem.
Flytter man, skal man igen i gang med at skabe et hjem. Jeg vil ønske, at alle før indflytning ville gå rundt i alle det nye hjems rum og bede Gud den Almægtige fylde hele hjemmet med sin dybe fred. Det var helt almindeligt i meget gamle dage, at man indviede hjem, marker, kirker, så Guds Ånd kunne velsigne det hele med sin fred og sin glæde.
Det er en helt ny situation at flytte sted. Det kan tage tid at slå rødder i det nye hjem, men det skal nok gå. Måske er den bedste definition på et hjem, at det er, hvor du er.
At finde hjem til sig selv er også en indre proces, hvor vi lidt efter lidt finder fred i de forhold, vi nu engang har og ved, at jeg langt fra er alene, men den treenige Gud Fader, Søn og Helligånd er hos mig og i mig, og så vil alt blive godt.
En artikel på nettet – forfatteren ukendt – siger det sådan:
”Man kan være hjemløs i sig selv på trods af, man har en fysisk bolig. Når vi vifter foran et menneskes ansigt og halvt i spøg, råger: ”Er der nogen hjemme?” peger vi på, at man kan have forladt sit eget indre og være gået hjemmefra og ind i distraktion eller bortvendthed. Være faldet i staver. ”Han var ikke hjemme” siger vi, ”hun var fraværende,” eller ”tabt for omverdenen.”
Der skal selvfølgelig altid være plads og rum til at falde i staver, men bliver det en tilstand, der fortsætter, så er det vigtigt at blive vækket. Vi er skabt til at være i et fællesskab med andre.
Det er derfor, det er katastrofalt, hvis et menneske gemmer sig, lukker sig inde. Vi har brug for hinanden.
Samtale og rådgivning på nettet med en ”person” skabt via kunstig intelligens (AI) kan aldrig erstatte menneskeligt fællesskab. I ugen, der nu er gået, har der netop været fokus på denne form for ”fællesskab og rådgivning”, som kan ende med at give forfærdelige konsekvenser – endda såsom selvmord og en dyb livskrise.
En svensk komponist Gote Strandsjo har i en salme udtrykt følgende (her oversat til dansk):
«Som når et barn kommer hjem om aftenen
Og mødes af en venlig favn
Sådan var det for mig
At komme til Gud.
Jeg vidste, at der hørte jeg hjemme.
Der fandt jeg en plads i Guds store rum
En plads som ventede på mig
Og jeg erfarede
Her er jeg hjemme.
Jeg vil være et barn i Guds hjem.»
Glædelig søndag og Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
