Hele denne morgen – og formiddag med – har jeg hørt den samme “nyhed” fra Radioavisen – der jo generelt ikke har problemer med at gentage sig selv i evigheder.
Børn og unge har problemer, når de er på SnapChat – eller især på SnapMap – fordi de dér kan se, hvor deres kammerater er – og at de ikke selv er med, lyder det. Bekræftet af en person, skal vi i – tidens ånd sige sådan – fra Børns Vilkår:
Det giver problemer for de unge at se, at deres venner er forsamlet et sted – uden de selv er med.
Og det er, forstår man, SnapChats skyld – og virksomheden har da også skyndsomt været ude og forklare sig – en ordentlig søforklaring, som dels intet har med emnet at gøre – men som de dels efter min mening slet ikke behøver komme med.
For Radioavisens “nyhed” er absolut ingen nyhed – smartphones eller ej, SnapChat eller ej – det har altid været et problem, at nogle bliver holdt udenfor.
Naturligvis.
Men det er altid sket – hjemme på vejen, i gården – eller i skolen, i ungdomsklubben, på fritidshjemmet – eller hvor børn og unge nu mødes.
Der er – desværre – altid nogle, der bliver holdt udenfor – litteratur og film har beskrevet det længe før, der overhovedet eksisterede mobiltelefoner.
Og det er noget skidt, noget rigtigt skidt, når nogle bliver holdt udenfor. Men det er ikke SnapChats skyld – slet ikke, det er i første omgang forældrenes ansvar, i stort omfang at tale med deres børn – og forklare lidt om, hvordan man skal opføre sig overfor andre. Ikke at udelukke nogen, men søge at få alle med.
Måske især de, der ikke fra naturens hånd er smukke, smarte.
Længere er den ikke.
Mobning og drillerier i og udenfor skolen har Fanden skabt – vi ved det jo så godt som alle, og det skal tages i opløbet, i hjemmet, hvor der i højere grad skal tales om det. Men forældre har det jo med at stole på deres små engle:
“Det kunne Simone aldrig finde på…!”
Nå, kunne Simone ikke det?
Joh, det kunne hun åbenbart, for der forekommer mobning og drillerier hver eneste dag alle vegne selv i vort lille land.
Det skal bekæmpes med alle midler, for der er ikke noget mere trist end et ulykkeligt barn, der føler sig udenfor kammeraternes kreds.
Men en nyhed?
Nej, det er det ikke.
God weekend…