At gå på café…

Verdens ældste café siges at være Caffé Florian i Venedig, der efter sigende – sådan noget ved man aldrig med 100 pct. sikkerhed – skulle servere stedets første kop kaffe i 1720.

Cafeens oprindelige navn var Alla Venezia Trionfante (Det triumferende Venedig), men publikums, “vi skal hen til Florian”, medførte snart, at man i stedet blot kaldte Cafeen for “Florian” efter ejeren, Floriano Francesconi,

Cafeen blev også mødested for berømte forfattere og komponister. Engelske Lord Byron kom her, franske Alexandre Dumas kaldte Cafeen for en “læsesal”, Charles Dickens kom her og ifølge forlydender arbejdede både den russiske komponist Stravinsky, den tyske Richard Wagner og den franske forfatter Marcel Proust på “Florian”.

Arbejdede.

For det lå ligesom i cafeernes ånd, at her kom man, ikke blot for at drikke kaffe eller spise kager, men også for at diskutere, læse aviser eller bøger – eller arbejde. Forfattere, komponister, billedkunstnere – alle kom de på cafeen for at skabe kreative tanker, få inspiration eller bare slappe af.

Netop derfor går Berlingske Tidendes journalist helt galt i byen med en artikel forleden, hvor han bebrejder de mennesker, der går på café og arrogant skriver “det er topmålet af egoisme at sidde i fire timer og spytte i den samme kop kaffe”, som han skriver.

Det var da godt, at den pågældende ikke var caféejer i Wien, Paris, Amsterdam eller Venedig, da alle de store og verdensberømte kunstnere lagde sidste hånd på deres virker netop her.

Den pågældende medarbejder er også madanmelder og kender derfor selvsagt et utal af restauratører og caféejere.

Og jeg er ikke i tvivl om, at disse er møgirriterende over en gruppe studerende, der sidder en times tid eller to over nogle kopper kaffe og læser eller taler sammen.

Berlingskes medarbejder og disse caféejerne kan hurtigt blive enige om, at det bedste ville være at folk bare kom ind, købte en kopi kaffe, skyllede den i sig og forsvandt efter 10 minutter.

“Æd og farvel” kan man læse. Jamen tak for det, så føler man sig rigtig velkommen…

Hvorfor Berlingskes medarbejder skælder ud på sine egne læsere, det fatter jeg ikke. Joh, det gør jeg, den pågældende er i alt fald ikke på cafégæsternes side, men er sikkert gode venner med for mange caféejere.

Men demonstrerer samtidigt en afgrund af uvidenhed om cafeernes historie og formål,

Og så skal man altså lige huske, at når man køber en kop kaffe på en café i dag, så bliver den så sandelig også betalt. 40-50 kroner er ikke noget særsyn, tværtimod.

“Æd og farvel”. Hvor hyggeligt.

Har man ikke forstået cafeernes historiske formål og særlige egenart – så skal man enten vælge en anden branche – eller lade være med at komme.

God weekend – på eller udenfor cafeen…

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?