Det er ørevoksens skyld. At jeg ikke kan huske en dyt. En annonce dukker op på nettet og fortæller, at overvældende ørevoks kan gøre, at man ikke husker særligt godt. Man får simpelthen hukommelsestab, der udvikler sig til demens.
Skulle det virkelig være årsagen til to dumheder, jeg gjorde i går, hvor jeg fandt hårdkogte æg i vitrineskabet (de skulle befinde sig på en hylde i køleskabet), og en kvindelig bekendt skrev til mig: ”Tak for to fødselsdagshilsner.”
Jeg er godt klar over, at man kan blive forvirret som ældre, men at jeg kan skyde skylden på ørevoks er nyt for mig. I stedet for at klø mig i nakken, klør jeg mig i øret – og fy, fy det må man ikke. Og man må heller ikke bruge vatpinde. Ørevoks er et udmærket middel mod snavs og urenheder, og det kan måske også være skyld i hørenedsættelse. Den påstand er jeg interesseret i.
Jeg har ind imellem problemer med at få de skarpe kanter med, når der er tale på tv. Ved at holde hænderne bag ørerne, får jeg det hele 100 procent. Jeg tænker, om folk med ”flyveører” hører bedre end jeg?
Og i disse Corona-tider har folk alle mulige tanker om klimaforandringer og virus-pandemi. Jeg har endnu til gode at iføre mig et mundbind. Så hellere holde mig til mit hus i Bagsværd og nøjes med at lytte, når S-toget suser forbi nede på Hareskovbanen. Et tog uden mig og mit mundbind.
Videnskabsfolk bruger tiden til at fundere over universets 13.8 mia. år lange historie. Jeg ved ikke, om de kigger efter coronaerne, men nu er det hele kogt ned til: Er der andre væsner i rummet, eller er vi alene? Begge dele skræmmer videnskaben. Det er næsten ikke til at tænke på, at vi er alene, og hvis vi ikke er det, hvorfor hører vi så ikke fra andre? Der er forskellige teser, bl.a. at galaxen er fuld af liv, men via avanceret teknologi holder ”de andre” os isoleret, indtil vi en dag er klar. Og så spørger jeg: ”Klar til hvad – at hilse ved at bruge albuen, eller klar til at blive udraderet?
En evt. udslettelse skal ses i lyset af, at en fremmed civilisation med en million års forspring har udviklet sig til noget, vores primitive menneskehjerner hverken kan genkende eller forstå.
Puha – det sidste læste jeg i Søndags Politiken. Og så sidder jeg igen tilbage i min stol og klør mig i øret, mens jeg tænker på det, der venter os: Universets stilhed eller angreb.
Jeg går ud på badeværelset og finder en øreskylleballon. Jeg trænger til at få renset øret – og tankerne.
