Det er naturligt for os. Ikke mindst, når vi konfronteres med det på tv: Vi glæder os over andre menneskers glæder. Når en person i tv-programmet ”Sporløs” pludseligt finder sin ukendte biologiske mor eller far, så sidder mange af os med tårer i øjnene, for vi opdager, hvordan et dybt og inderligt ønske hos en person pludselig bliver opfyldt, og det, vi ser, er jo mennesker af kød og blod ligesom os selv. Vi kan sætte os ind i andres glæder og smerte. Vi er Gud ske lov ikke lavet af sten – og røres.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden så den smerte, som mennesker i Syrien gav udtryk for, når de ikke kunne finde deres kære, som havde været fængslet og blevet tortureret i årevis. Det gør ondt at se, og samtidig så går det igen og igen op for én, at vi er super-priviligeret i Danmark, hvor vi langt fra har været udsat for lignende grusomme og forfærdelige forhold. Andres ulykke får os pludselig til at se, hvor godt vi i grunden har det. Men andres smerte går en til hjerte.
Det er især i mødet med andres glæde og smerte, at vi bliver berørt. Verden er blevet så lille. Vi ser både det gode og det svære i samme øjeblik, som tingene sker. Tv giver os indblik i det hele. Begivenhederne kommer tæt på. Det var vist noget andet, da vi kun fik nyheder via radioen.
Når vi møder eller ser mennesker, så er det sværere bare at skøjte videre i vores egen lille andegård og kun tænke på os selv og vores egne problemer.
Bibelen opfordrer os også til at møde vores medmenneske med medfølelse og empati.
”Glæd jer med de glade, græd med de grædende.” Romerbrevet kap. 12 vers 15.
Lige så stærkt denne opfordring er, så understreger Bibelen også, at vi også skal vise næstekærlighed til endda vores fjender. Nogle vers senere står der det utrolige:
”Men hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke, for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.” Romerbrevet kap. 12 vers 20 – 21.
Det er en holdning, som næsten går imod vores menneskelige indstilling, som mere går ind for at slå hårdt mod hårdt. Det ligger mere til os, at vi slår til. Vers 19 i samme kapitel siger også, at vi ikke skal tage retten i egen hånd, men give plads for Guds vrede, ”for som der står skrevet: ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,” siger Herren.”
Vi kan så stille spørgsmålet, hvordan kan vi bruge de ord i en verden som vores, hvor krig og elendighed raser om ørerne på os. Det er svært for os bare at vende den anden kind til, som Jesus også siger, vi skal. Det kan heller ikke bare være en opfordring til at lade diktatorer og rædselsfulde ledere overfalde mennesker med livsens ondskab uden at ville gribe ind.
Vi kan dog bestemt øve os på det svære udsagn i vores daglige forhold til andre mennesker. At vise medfølelse og kærlighed til dem, vi ikke forstår eller er enige med – at græde også med dem og glæde os, når de glædes. At det kan være en balancegang mellem, hvad der er rigtigt og forkert, er vist sikkert og vist. Vi kan f.eks. ikke glæde os over ondskabens sejr, selvom mennesker fryder sig over deres ”fjenders” nederlag.
Når det kommer til stykket, må vi som kristne i de enkelte tilfælde bede Guds Hellige Ånd om at vejlede os, og at vi i de enkelte tilfælde gør, hvad er rigtigt, og at vi dagligt er præget af Guds kærligheds og sandheds Ånd, så vi handler, som Gud vil det.
Mennesker, der ser på kristentroen udefra, synes, det ville være nemmere, hvis det var soleklart, hvad der er rigtigt og forkert set med Bibelens øjne. At kristne kan se forskelligt på dette og hint, vidner da også om, hvor svært det er.
Bibelen er ikke en lovbog, hvori der er en facitliste til alle spørgsmål, vi måtte have her i livet, men overalt i alle Bibelens skrifter vises der hen til den frelser, som vi nu snart skal fejre i julen.
Hans Ånd, hans eksempel og ord er vores rettesnor i livets mange og svære spørgsmål, og da Jesus satte sig ved Faderens højre hånd i Himlen, sendte han sin Hellige Ånd, som nu er vores vejleder, trøster og rådgiver.
Vi er derfor afhængige af Helligåndens vejledning i enhver livets situation, og vi må desuden teste vores handlinger og ord på, hvad Bibelen siger, og hvad Helligånden tilskynder os til at gøre. Jesus siger selv, at Helligånden vil lære os alle ting, og det bliver vi nødt til dagligt at bede ham om at gøre.
Guds Ånd kan virke, at vi glæder os med de oprigtigt glade og sørger med de sande sørgende.
Guds kærligheds og sandheds Ånd vil også vejlede dig og mig, når vi længes derefter.
Glædelig tredje søndag i Advent.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
