At blive stille…

Hvor har jeg siddet mange gange og lyttet i stilhed til et menneskes nød og elendighed. Jeg har i den grad oplevet den stærke og ret ubehagelige følelse af at være total afmægtig.

Afmægtighed kan vi mennesker ikke rigtig være i. De fleste af os vil gerne have kontrol over den situation, vi lige nøjagtig sidder i – lige her og nu.

I lørdagens Kristeligt Dagblad 4. okt.2024 beskriver en feltpræst den afmagt, han ofte har oplevet, når han lyttede til beretninger fra veteraner, som i krig havde oplevet de forfærdeligste ting. Ole Bach Pickut giver os alle nogle råd:

”Du behøver ikke sige noget, for ord slår alligevel ikke til. Du skal blot være der.” og senere i artiklen:

”Måske er det en hjælp at vide, at du behøver ikke forstå; at du ikke behøver træde helt in det rum, hvor der er så mørkt; ikke behøver reparere noget, men at det allerbedste, du kan gøre, er at rumme det menneske.”

Nogle utrolig gode råd til alle os, som gang på gang sidder og lytter til et menneske i nød. Hele min præstetid og før igen egentlig har jeg øvet mig i at lytte – uden at afbryde. Uden at komme med vanvittige meninger om, hvad der kan gøres i den enkeltes situation. Uden at blande mine egne lignende erfaringer ind som et input i den andens lidelser med det resultat, at samtalen sluttede uforløst, for jeg havde lukket munden på den talende.

Jeg ved ikke, hvem der har sagt det, men det lyder rigigt: ”Vær stille, eller sig noget, som er bedre end stilhed.”

Ord kan ødelægge, men ord kan også opbygge. Når vi lytter, må vi gøre det aktivt og fokuseret, og vi må først sige noget, når vedkommende har talt ud, og når vi får det givet. Jeg synes at have oplevet, at Guds Ånd lige pludseligt kan forære mig, hvad jeg skal sige, og hvordan jeg skal reagere.

Det er gået galt mange gange, men det sker, at lige pludseligt er det som et forunderligt mirakel, at ord bliver til trøst og til opmuntring, og det er ikke min fortjeneste eller klogskab, for i min afmagt, hvad skal jeg dog sige eller mene?

”Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær blot min ven.” Albert Camus (1913–1960)

”Velsignet være det menneske, som når han ikke har noget at sige, afstår fra at bevise det med ord.” George Eliot (1819-1880)

At være stille gir også os selv rigtig meget. Derfor er bøn ikke bare at snakke løs og nævne tusindvis af bønne ønsker. At snakke med Gud og Jesus i bøn og nævne for ham de mennesker, som ligger os på sinde, det er bestemt én form for bøn, som jeg bruger rigtig meget, men bøn er også at blive stille og lade Gud tale ind i mit liv.

I bønnen forandrer vi ikke Gud, men bønnen forandrer den bedende, siger filosoffen og teologen Søren Kirkegaard, og denne vor store tænker skrev om den, der beder:

”at efterhånden som han blev inderligere og inderligere i bønnen, havde han mindre og mindre at sige, og til sidst blev han ganske tavs. Han blev tavs, ja, hvad der om muligt endnu mere end tavshed er modsat det at tale, han blev en hørende. Han mente, at det at bede er at tale: han lærte, at det at bede ikke blot er at tie, men er at høre. Og således er det: at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, at bie, til den bedende hører Gud”.

At bie er at vente på, at Gud taler til mig i mit indre.

Jesus mødte engang en kvinde, som var ude ved middagstid for at hente vand ved brønden. Hun turde tilsyneladende ikke gå derud sammen med de andre kvinder i landsbyen, så hun ventede til middagsstunden, hvor alle hvilede sig i middagsheden. Hun var nemlig ikke en anstændig kvinde. Bibelen fortæller, at Jesus fik en snak med hende. Det var for øvrigt også forbudt for en kvinde den gang at tale med en fremmed mand. Jesus indledte en samtale med kvinden. Han afslørede hendes lidt for løse liv. Hun havde haft 5 mænd, og ham hun havde nu var ikke hendes mand.

Jesus både lyttede til hende, og han blev givet kundskabsord om hendes liv, hvad jo overraskede hende meget. Han fordømte hende ikke – pegede ikke fingre ad hende. Med empati gav han hende mod til at løbe hjem og fortælle, hvad hun havde oplevet. Hun, der ellers tilsyneladende ikke engang turde gå ud til brønden sammen med de andre kvinder, nu turde hun sige: ”Kom og se en mand, som fortalte mig alt, hvad jeg nogensinde har gjort i mit liv. Han må være den Messias, vi venter på”. Jesus greb øjeblikket og brugte det. Det er også noget, vi skal lære at gøre bedre og bedre.

Jesus lyttede – uden at afbryde, da han mødte de to mænd på vej til Emmaus, efter at de i Jerusalem havde hørt, at Jesus var blevet korsfæstet, og nu havde nogle kvinder været ude ved graven og havde set engle, som fortalte, at Jesus lever. De var forvirrede og snakkede og snakkede, og Jesus bare lyttede til dem – uden at afbryde. Den perfekte lytter var han, og han havde tid til alle deres forvirrede tanker og spørgsmål.

Giver du og jeg andre tid til at tale ud?

Om den hollandske Corrie Ten Boon, som under 2. verdenskrig var i koncentrationslejr, fortælles det, at når nogen besøgte hende, da hun var gammel og syg, så talte hun ikke om Kristus, som om han var en bekendelse, en læresætning eller sågar en levemåde. Hun talte om ham som en person, en person, hun elskede mere end nogen anden eller noget andet i verden.

Det må være, fordi hun har brugt sit liv på at lytte til ham, og læser man hendes beskrivelse af tiden i koncentrationslejren, så forstår man, hvorfra hun og hendes søster fik sin styrke, tro og håb for fremtiden – Jesus var der i lejren. I alt det grusomme, som de oplevede, var de ikke alene.

Måske var deres eneste bøn: ”Hjælp os, kære Jesus!” Det kan også være vores bøn, når vi lider, og når vi har bekymringer, eller når vi oplever os forladte og ene om problemer, sygdom og alskens ulykke. Vi behøver ikke de lange bønner. I stilheden hos Jesus får vi hjælp og styrke. Det er ikke de mange ord, som betyder noget, selvom vi da også godt må pludre løs til Gud, som de børn vi nu engang er.

”Vær stille og kend (erkend), at jeg er Gud” Tag det ord til dig fra en salme i Det Gamle Testamente kap. 46 vers 10. Må flere og flere sige: Den Gud vil jeg gerne kende! Det er en livslang oplevelse, for Gud er langt større end alt, hvad vi ellers kender her på jorden.

Glædelig søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst