
Byggeriet i forbindelse med fremtidssikringen af Rønne Havn holder juleferie fra fredag 20. december til mandag 6. januar. I denne periode vil der være ro på byggepladsen, da arbejdet sættes på pause i anledning af højtiden. Uddybningsarbejdet i havnen tager dog kun en kort julepause fra den 23. til 26. december og igen fra den 31. december til 1. januar.
Den begrænsede pause sikrer, at MT Højgaard kan overholde tidsplanen for det omfattende projekt med at uddybe inderhavnen.
Arbejder hårdt
“Vi glæder os til julen, som i år bliver ekstra lang på grund af helligdagenes placering. Hele holdet har arbejdet hårdt gennem året for at færdiggøre etape tre, så ferien er både velfortjent og længe ventet. Vi ser dog også meget frem til at vende tilbage til øen og færdiggøre fjerde etape i det nye år. Vi takker for jeres forståelse og tålmodighed i løbet af året og ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår,” siger Dan Harborg Locht, projektdirektør hos MT Højgaard.


