Andreas Grosbøll er spidskandidat for SF til kommunevalget

LOKALPOLITIK: På partiets generalforsamling i Østerlars valgte SF Bornholm valgtes Andreas Grosbøll som spidskandidat til kommunevalget

Andreas Grosbøll, SF: Klar til kommunevalget

 

SF på Bornholm har valgt partiets lokalformand Andreas Grosbøll som ny spidskandidat til kommunevalget, der skal holdes til næste år.

SF Bornholm har allerede planlagt en proces, hvor de øvrige kandidater bliver valgt. Og partiets afdeling på Bornholm er rigtigt godt tilfreds med at få sat navn på deres spidskandidat til kommunalvalget i november 2025.

Næstformand for SF Bornholm, Kasper Johansen, siger: ”Med Andreas har vi fået en kandidat med stor viden, erfaring og en kolossal arbejdskapacitet.

Vi ved, at han vil knokle for at komme med om bordet og ind i den næste kommunalbestyrelse, når bornholmeren har sat deres kryds.”

Tilbage til kommunalbestyrelsen
Selv udtaler den nye spidskandidat: ”Jeg er meget glad for at få muligheden for at stille mig i spidsen for det hold, der skal få SF tilbage i kommunalbestyrelsen efter vores ufrvillige ophold uden for de seneste år. Oprigtigt talt synes vi selv, at vi mangler i bornholmsk politik!”

Han fortsætter: ”Bornholm har brug for en kommunalbestyrelse, hvor flertallet ikke skifter hele tiden. Denne her periode har kostet os dyrt med skiftende flertal bag budgetforligene, og en kasse der snart er rungende tom. BRK er under voldsomt pres. Med SF i kommunalbestyrelsen får vi forhåbentligt et hold valgt ind, der kan arbejde for en stabil og langsigtet udvikling for øen.”

Vi vil være med
SF Bornholm har den tilgang til arbejdet i den nye kommunalbestyrelse, at partiet ligefrem skal smides ud af forhandlingslokalerne. ”Det handler ganske simpelt om, at vi vil være med til at sætte aftryk, og at vi vil insistere på, at være med til at træffe – også de svære beslutninger. Vi går ikke selv”, siger Andreas Grosbøll.

Kasper Johansen supplerer: ”Vælgerne kender langt hen ad vejen SFs mærkesager om den grønne dagsorden og kampen for et velfungerende velfærdssamfund – det er dagsordener, der er brug for! Hvis vi så ikke får økonomien til at hænge sammen, er det de mest udsatte det, det går ud over.”

Stiller op som hold
Andreas Grosbøll fortsætter: ”I de kommende måneder vil vi færdiggøre vores lokale valgprogram, og jeg ser frem til at stille mig i spidsen for arbejdet med at virkeliggøre vores ønsker for Bornholms fremtid sammen med de øvrige kandidater, der skal vælges senere på året.”

”Det er en selvstændig og vigtig pointe for SF Bornholm, at vi stiller op som et hold, for det er sådan vi vil arbejde, hvis bornholmerne giver os chancen til kommunalvalget”, slutter den nyvalgte spidskandidat.

Andreas Grosbøll er formand for SF på Bornholm og også opstillet til EU-valget som nummer ni på SF’s liste. Han er til daglig skoleleder på Åvangsskolen i Rønne.

 

Seneste artikler

Fik du læst?