Det har altid været mit problem. Andre har bemærket det. Det har jeg haft det lidt svært med, men når det kommer til stykket, så har de jo haft ret.
Jeg har det svært med mådehold.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, derfor tør jeg bekende det her – helt åbenlyst. Der er i det hele taget i vores samfund en del, som skaber mangel på mådehold. Nogen kalder det, at man ivrigt er fanget i hamsterhjulet. Jo mere vi stæser afsted, jo lykkeligere, tror vi, vi bliver. Alting går simpelthen alt, alt for hurtigt. Vi står måske i vejen for andre i vores iver.
De allerfleste af os mangler mådehold, hvad angår mængden af arbejde og udadvendte aktiviteter.
Jeg husker det fra min tid som præst. Der bliver ind imellem lavet sjov med, at præster arbejder søndag formiddag mellem kl. 10 – 11. Jeg synes dog, at den vittighed er ved at forstumme. Mange ved godt, at der faktisk er hundredvis af mennesker, der hver uge har kontakt med præster, kirke og alle de mange aktiviteter, som foregår i kirkeligt regi.
Præster har travlt, og det gælder selvfølgelig så også kirkens øvrige personale, som på ugentlig basis knokler derud af til glæde for mange mennesker. Vores kirker er langt fra tomme, som man ellers har brugt at påstå fra tid til anden.
Jeg tror, jeg i grunden lavede for meget som præst. Ikke for at jeg nu vil beklage mig, for det var og er verdens skønneste job at være sognepræst i en kirke og i et sogn.
Set i bakspejlet så skulle jeg jo nok have uddelegeret meget mere til andre, som så også kunnet have fået en meget meningsfyldt tilværelse. Måske ville der havde været endnu mere vækst og liv, hvis jeg som præst havde fornemmet, hvordan jeg kunne få noget til at vokse ved ikke at fare rundt og tro mig uundværlig.
Måske skulle jeg have brugt mere tid i stilhed og bøn for menigheden og for sognet uden at tro, at jeg så svigtede fatalt. Jeg husker dog, hvor svært det var at vælge at blive hjemme og lade dygtige og villige mennesker til at stå for afholdelsen af et foredrag på et Alpha kursus tilmed med en indbudt foredragsholder. Der var bestemt andre, som sagtens kunne klare opgaver, som jeg ellers troede, jeg var den eneste, der kunne og skulle klare.
At aktivere menighedens medlemmer, menighedsråd og andre frivillige er vigtigt. Som en sognepræst ved en af Helsingborgs store kirker engang svarede, da jeg spurgte ham, hvad han i grunden lavede i sin kirke: ”Tja, hvad laver jeg? Jeg går i grunden rundt og klapper folk på skulderen!” – Præster er ikke uundværlige, og måske skulle præster lade andre komme til, så ledere blev oprejst og fik lov til at blive brugt på en hel anden måde, end vi traditionelt har gjort det i vores folkekirke. Det er lederskab at lade andre vokse i deres tjenestegave.
Mådehold er i den forbindelse at lade andre komme til og at opmuntre og ”klappe folk på skulderen”, så de får glæde ved at lede og gøre en tjeneste i kirken.
Forleden fik jeg en meget fin æske chokolade foræret efter et foredrag om min tid i Afrika, og det slog mig ret hurtigt efter hjemkomsten, at jeg også i den forbindelse mangler mådehold!!
Mon det har grund i det at være et efterkrigstidsbarn? Det er virkeligt et karaktertræk, som jeg måske skulle arbejde mere med i denne fastetid, for vi har jo festet ved Fastelavn, og få dage derefter begyndte den kristne faste, som i år falder sammen med den muslimske faste for øvrigt.
Jeg har ikke nogen bestemte ting, som jeg afholder mig fra i denne fastetid, som jo løber indtil kirkens største højtid – Påsken. Jeg har venner, som her i fastetiden afholder sig fra Facebook, fra kaffe, chokolade eller kød. Jeg formoder, at de gør det, så de i stedet kan bruge tiden til fordybelse og bøn.
Forhåbentlig bliver det ikke til gerningsretfærdighed, så det bliver noget, man kan bryste sig af, men at det bliver til opbyggelse for dem selv og det, de er engageret i.
Hvad siger Bibelen for øvrigt om faste?
De stærkeste ord kommer fra Esajas kap. 58 vers 1 – 12:
Her kun et lille udsnit: Vers 6 – 10
Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår hurtigt læges, din retfærdighed går i spidsen for dig og Herrens herlighed er bag dig. Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: ”Her er jeg!” Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag-”
Jesus understreger på et sted, at faste skal ske i det skjulte. Kristne faster på forskellig måde, men aldrig gør vi det for at få plusser hos Gud, for hos ham er vi elsket af hans nåde og barmhjertighed. Men ordene fra den gamle profet Esajas kan vi nok lægge os på sinde.
Fastetiden peger på vigtigheden af mådehold i ens liv, og enhver af os ved jo nok, hvor foden klemmer, men den peger også på, hvad Gud vil, vi skal betyde for andre.
Et punkt, hvor vi ikke behøver at sige ”alting med måde”, er simpelthen at hengive os til Gud og til den næste, som han får os henledt til. Han vil give os sin kærlighed, som vi kan give videre.
Glædelig søndag!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
