Hvis nogen spørger, hvilken kunstart jeg foretrækker, så blive jeg dem svar skyldig.
Natuligvis, for man kan kun svært leve uden flere af dem. Jeg holder af musik, litteratur og film – kan ikke undvære hverken det ene eller det andet.
Med tiden ændres smagen. Som ung kunne jeg li’ Elvis, Rolling Stones og Jimi Hendrix. Edgar Wallace og Finn Søeborg. Film? “Ørneborgen” og “Dirty Harry”.
Nu er jeg mere til Bill Evans, Antonio Carlos Jobim og Mozart. Stefan Zweig og Erich Maria Remarque. Og “Resten af dagen” og “Casablanca”.
Og apropos det sidste, filmen, så morer det mig at iagttage, hvordan alt kan lade sig gøre – på film. Alle de små irritationer vi allesammen slås med til daglig, de findes ikke på film.
Når advokaten skal i retten, så er der altid en P-plads lige uden foran døren.
Når nogen ringer – enten på telefon eller på døren – så bliver der svaret eller åbnet efter to sekunder. Alle er altid hjemme eller tager telefonen.
Når et forelsket par kommer spadserende på et romantisk sted i Paris, så er der altid et ledigt bord på en fortovsrestaurant – selv i strålende forårsvejr på en af byens mest attraktive pladser. Det har jeg aldrig været ude for.
Det vrimler altid med mennesker på alle populære fortovsrestauranter, hvadenten det er i Paris, Rom eller Lissabon, og personalet har så travlt, at det hellere vil se din hæl end din tå. (Det er noget andet på en overfyldt strand på Costa del Sol, der bliver man nærmest hevet ind på restauranterne, men det er jo ikke det, jeg taler om. Roger Moore på Restaurante “Paradiso” i Torremolinos? I badeshorts og med en rabatkupon i hånden? Jeg har svært ved at se det for mig.
Og der er naturligvis slet ingen ledige P-pladser, hvor jeg kommer frem – ikke engang på Valbygårdsvej eller på torvet i Svaneke.
Der er heller ikke et orkester i baggrunden der spiller romantisk musik, hvis jeg er ude med den eneste ene.
Og på film hjælpes vi så sandelig på vej, når der skiftes scene. På hospitaler bliver der altid kaldt på en læge over højttaleren: “Dr. Banks, Dr. Banks…”
Det har jeg heller aldrig hørt på noget hospital.
På politistationen ser man altid en beruset mandsperson og en kvinde fra det lette kavaleri blive hevet væk, inden vores detektiv dukker op. Så ved vi, hvor vi er…
På film overhører konen ofte en telefonsamtale ført af en utro ægtemand. “Nej, bare rolig, hun sover – vi ses om lidt…!
Det har jeg – heldigvis – heller aldrig været ude for.
Til gengæld har jeg heller aldrig været udsat for tilfældige møder med smukke og bedårende kvinder, der skal siden ved siden af mig i toget eller i fly. Hemmelige beskeder bag en serviet fra en mystisk kvinde med solbriller. Aldrig prøvet det. Et sammenstød i en travl lufthavn, forbyttede kufferter eller mobiltelefoner med attraktive kvinder. Har aldrig været ude for det.
Jeg sidder gerne ved siden af en mand, der er større end jeg selv og som holder med Brøndby – og hvis jeg støder sammen med nogen på gaden, så er det sandsynligvis en lommetyv.
Jeg finder aldrig en kasse i en skraldespand med en halv million kroner. Det eneste, jeg nogensinde har vundet, er en rulle linoleum. Og jeg har ellers været i Las Vegas flere gange.
Jeg oplever aldrig alt det spændende, der sker på film.
Men så er det jo godt, at jeg ved, at det kun er film.
“Dr. Banks, Dr. Banks…”
God weekend…
