Alle holder efterårsferie – men Flemming må svede…

Uge 5 på slankeholdet: Ganske vist er “Slanke-Sheriffen” fra Snogebæk rejst til Sydens Sol for at holde efterårsferie – men  for Flemming fortsætter træningen hjemme på Bornholm…

Flemmings “lærer” er taget på efterårsferie – men Flemming skal fortsætte træningen hjemme på Bornholm. (Foto: Torben Ager)

 

Det er efterhånden halvdelen af øen, der er klar over, at den 54-årige mediemand og iværksætter, raske og rørige Flemming Falk Hansen fra Tejn, er i fuld gang med et skrapt slanke- og motionskursus sammen med godt 25 andre.

De mødes alle hver onsdag eftermiddag på Campus Bornholm i et forløb tilrettelagt af  idrætsfysiolog Ole Nisbeth, også kendt som “Slanke-Sheriffen” fra Snogebæk, og hans spændende sundhedsprojekt “Otte uger i helvede”, som Ole Nisbeth kalder sit sundhedsforløb. Man kan læse meget mere om “Slanke-Sheriffen” på Facebook.

Fællestræningen aflyst

Men deltagerne hygger sig rigtig godt, når de sammen om onsdagen spiller bold, laver boksetræning og meget andet. Dog ikke i denne uge, hvor onsdagstræningen er aflyst på grund af efterårsferie.

Ole Nisbeth er selv draget afsted til Sydens Sol, men Flemming fortsat må svede hjemme på Bornholm:

Smider kilo på kilo

“Selv om Ole er væk og vi ikke mødtes som vi plejer på campus, så skal man jo fortsætte med træningen. Det gør jeg bl.a. ved at gå mellem 12. 000 og 15.000 skridt om dagen. Det sker fortrinsvis i området omkring Hasle, hvor der er en herlig sti, der er perfekt til formålet,” siger Flemming.

Udover at gå de mange skridt hver eneste dag, skal han også holde sig fra slik og snacks, alkohol m.m.

Da Flemming begyndte på holdet for nu godt fem uger siden, vejede han 97, 4 kg. Nu er han nede på 91,7.

 

Seneste artikler

Fik du læst?