Ægte gæstfrihed på Louisekroen

Saftigt og mørt oksekød, et godt glas vin, der funkler i glasset –  eller en skummende øl, men vigtigst af alt: Vibeke og Jan sørger for hygge og godt værtsskab i Louisekroen i Bølshavn  – stedet med den  kongelige historie…

Jan er fra Herning, han er uldjyde, og det er godt, at han ikke læser disse linjer først, for ellers ville han nok mene, at der skulle skrues lidt ned for charmen. For uldjyder er beskedne folk, og de bryder sig ikke så meget om at komme i forreste række.

Det skulle da lige være ved komfuret, for det er herren i huset, Jan Handberg, uldjyden, der er stege- og grillmester i Louisekroen i Bølshavn. Til gengæld er det fruen i huset, Vibeke Kruse, der står for forretter og desserter, og når man kigger sig omkring de spisende gæster, der ikke levner meget på tallerkenerne, så lader det til at være en perfekt arbejdsfordeling.

Og Jan lever godt op til en rigtig uldjyde. Han holder sig gerne lidt i baggrunden, mens Vibeke glad og gerne fortæller den fascinerende historie om dengang Kong Frederik 7. og hans gemalinde, grevinde Louise Danner, besøgte Bornholm i 1856 og blev meget begejstret for øen. Han kunne lide fiskerne, der havde begge ben på jorden og snusfornuft i hovedet. Og syd for Bølshavn finder vi Louiselund – et herligt sted med adgang for offentligheden og opkaldt efter Louise Danner.

Det var derfor et naturligt valg, at Grethe Damgaard – fra den kendte tæppe- og bøf-familie Damgaard, også fra Herning, ombyggede det gamle husmandssted i Bølshavn til et hyggeligt steakhouse, da hun overtog stedet i 1973.

Stalden blev til køkken – og familiens stuer blev til restauration. Nogle år senere blev Louisekroen overtaget af et lokalt par, Margit og Robert Hansen, der drev stedet til 2018, hvor Vibeke og Jan kom til.

De har foretaget en blid og nænsom restaurering af stedet, men det er stadig de originale borde og meget andet møblement, som gæsterne bliver bænket ved. Og i et hjørne står et stort skab, der fungerede som kuffert og flyttekasse for Vibekes mormor, Anna, da hun i sin tid blev sendt afsted fra Holstebro for at arbejde som pige på gården på Bornholm. Anna spøger stadig på øen, det er hendes opskrift på gammeldags æblekage, der fra tid til anden serveres den dag i dag på Louisekroen. Og den er god.

Men historien om Anna kan vi måske få en anden gang, i dag er vi her for at spise.

Filosofien bag Louisekroens køkken er, at der ikke er en hel masse forskellige retter på menukortet – Lidt, men godt.

Det gælder naturligvis først og fremmest de møre og saftige bøffer, der udskæres af godt slagtekvæg fra Finland. Både Vibeke og Jan har tygget sig gennem meget forskelligt oksekød, men det er altså det finske kvæg, der giver de møreste bøffer.

Jan siger det ikke, men Vibeke har nemmere ved at omtale kødet fra Finsk Ayrshire som værende helt i særklasse. Men hun er også fra Sjælland…

Hemmeligheden er græsfodret kvæg fra mindre bedrifter med mindre kvæg. Og så går kvæget på græs det meste af året.

“Finnerne lægger vægt på dyrevelfærd, og det gør vi også”, siger Vibeke.

Og det er ikke tilfældigt, at leverandøren både i 2018 og 2019 tog førstepræmie for “Worlds Best Steak” i World Steak Challenge.

Jan begynder at skænke af en af husets røde vine, en vin fra Rhone, “Grenache”, fyldt af frugt – en skøn vin, der funkler i glasset – så længe det varer. Den har det med at forsvinde hurtigt. (Jeg er nødt til at fortælle, at vinpriserne er yderst rimelige her i huset. En glædelig overraskelse for gæsten…)

Og man kan roligt bestille en hel flaske. Kan man ikke drikke op, får man flasken med hjem. Vin fås dog også både i glas og i halve flasker.

“Men vi har mange gæster, der foretrækker en godt glas øl til bøfferne, og derfor har vi både det gode øl fra Svaneke og andre ølmærker”, siger Vibeke.

Princippet er jo det gode gamle fra Damgaard-familiens bøfrestauranter, det er der ikke lavet om på: Man vælger et stykke oksekød, hvad enten det er oksefilet, oksemørbrad, kalve-ribeye (Jans livret) eller den krogmodnede svinekotelet. Så vælger man, hvor længe det skal steges: Skal det være rødt, medium eller gennemstegt? Og så er der tilbehøret. Her kommer gæsten i vanskeligheder: Både Louisekroens pommes frites og bagte kartofler er simpelthen vidunderlige. Det er umuligt at vælge og det ender altid med, at der bliver byttet på kryds og tværs af bordet. Hvis man altså går af med noget af sit eget…

Og brødet, der stilles på bordet, inden maden kommer, kan man spise sig mæt i. Vibekes eget hjemmebagte brød.

Der er også en vegetarhakkebøf, så alle kan være med til spisningen, forretter og desserter, så englene synger.

Men det er snarere gæsterne end engle, der synger, for man bliver i godt humør omkring bordene, der alle har navn efter en by på øen. Enkelte gæster går så højt op i det, at de insisterer på at sidde ved bordet med deres bynavn på. Ellers kommer de ikke…

Når jeg skrev, at Jans livret er kalve-ribeye, så er det ikke helt sandt.

“Stegt lever med bløde løg er også godt”, siger han, men det passer ikke Vibeke så godt, at han siger det. For det er jo ikke på kortet. Men Jan smiler og skænker lidt mere vin op.

Og så fortsætter hyggen. Og samtalen. Og der høres både lokal dialekt og sproget ovrefra her på kroen. Og – i normalt tider – også svensk, norsk og tysk.

For her kommer både lokale og turister.

“Bornholmerne skulle vist lige se os lidt an, før de begyndte at bestille bord”, siger Jan.

Og det kender han til, de er nemlig ligesådan, hvor han kommer fra.

Men nu kommer her også rigtig mange lokale spisegæster på Louisekroen. For her er åbent endnu – indtil et godt stykke ind i november. Og på denne tid af året hver torsdag, fredag, lørdag og søndag aften fra kl. 17.30.

For hvor godtfolk er…