Så er det Hjertestarter Dag

Der er 220 hjertestartere på Bornholm, og fredag 16. oktober er det Hjertestarter Dag. Den skal øge kendskabet til hjertelungeredning og brugen af hjertestarter. Og en opfordring: Tag et genoplivningskursus hver år…

Paramediciner Teis Krag fra Falck.

 

15 danskere falder dagligt om med hjertestop. Og hurtig hjælp er afgørende for, om personen overlever. Det oplever paramediciner Teis Krag på egen krop i sin hverdag som paramediciner hos Falck. Han er ikke i tvivl om, at vejen til højere overlevelsesrate er træning, træning, træning. Noget, som den årlige Hjertestarterdag fredag 16. oktober er med til at sætte fokus på.

”Hovedformålet med Hjertestarterdagen er at udbrede kendskabet til hjertestarterne og til hjertelungeredning. Og at de to ting sammen er afgørende for overlevelsen. Det har kæmpe betydning for vores arbejde, at danskerne træder til, og jo højere kvaliteten er i hjertelungeredningen, jo større overlevelsesrate. Derfor er det så vigtigt, at danskerne får løbende træning i hjertelungeredning,” siger Teis Krag, der også er medlem af Dansk Råd for Genoplivning, der står bag Hjertestarterdagen.

Konen reddede mandens liv

Teis Krag oplever jævnligt at blive kaldt ud til hjertestop gennem sit arbejde i Falck, og han husker tydeligt en oplevelse fra Birkerød, hvor en midaldrende mand var faldet om i hjemmet med hjertestop.

”Hans kone havde lige været på førstehjælpskursus, og hun fortæller senere, at hun var overrasket over, at hun bare gik i gang, fordi hun opdagede, at han ikke trak vejret normalt. Da vi tog afsted mod hospitalet, sagde hun tak for hjælpen, og der kunne jeg jo bare svare: ”Det er ikke mig, du skal takke.” For manden overlevede udelukkende, fordi hun havde ydet hjertelungeredning i 11 minutter, før vi ankom til stedet,” siger Teis Krag.

Èn du kender?

Årets tema for Hjertestarterdagen er ”Det sker for en, du kender”. 74 procent af hjertestop i Danmark sker i de private hjem, og derfor er det oftest en, man kender, man skal hjælpe med hjertelungeredning.

”Vi prøver ikke at male et skræmmebillede. Men det er en realitet, vi gerne vil minde danskerne om. For måske har du engang haft genoplivningskursus og tror på, at du kan træde til, når det er nødvendigt. Men når det er en, du kender, så er der så mange følelser involveret, at hvis man ikke har det på rygraden gennem træning, risikerer man at stivne,” siger Teis Krag.

Ta’ et kursus
Han opfordrer derfor alle  til at tage genoplivningskursus én gang om året, selvom den officielle anbefaling lyder på hvert andet år.

Der er talt 220 hjertestartere på Bornholm – heraf 144, der er tilgængelige hele døgnet, mens 70 er tilgængelige i butikkernes åbningstid. Seks er bag lås og slå. Du kan se en oversigt over de lokale hjertestartere på hjertestarter.dk, hvor der også er brugsanvisninger og meget mere.

 

Du vil måske også synes om

Sussie flytter “Smykkeskrinet” – men ikke ret langt…

BUTIKSLIV: Sussie Nielsen flytter sin populære guld- og sølvbutik “Smykkeskrinet” til større lokaler – men bare fra nummer 2 til nummer 1 i Store Torvegade i Rønne     Så er det snart flyttedag for Sussie Nielsens populære guld- og sølvforretning “Smykkeskrinet” i Rønne. Det kommer kunderne til gode på

Læs mere »

Fællesskaber for mænd inviterer i biografen

AKTIVITET: “Fællesskaber for Mænd” i Ældre Sagen på Bornholm inviterer på biograftur i Rønne Bio, hvor der bliver vist filmen “De forbandede år 3 – Fredens pris.”   Søndag 8.november kl. 13 er mænd i Ældre Sagen inviteret i Rønne Bio, hvor de skal se det danske drama “De forbandede

Læs mere »

Indbrudstyve freder, næsten, Bornholm…

POLITI: Der begås kun meget få indbrud på Bornholm – sammenlignet med resten af landet. Og nu er antallet af de få indbrud endda halveret Af Lene Dam Jørgensen Mens antallet af indbrud i private hjem på landsplan stiger, går Bornholm mod strømmen. Nye tal fra Danmarks Statistik viser en

Læs mere »