KUNST: H.C. Andersen kaldte maleriet et ”Pragt-Stykke” – et farverigt karnevalsmaleri fra 1852 af Elisabeth Jerichau Baumann. Nu kommer det på liveauktion hos Bruun Rasmussen. Men pengepungen skal være fyldt godt op, inden man afgiver sit bud…
Som en af de få kvindelige kunstnere i 1800-tallets guldalder brød Elisabeth Jerichau Baumann med tidens normer og skabte sig en selvstændig international kunstnerkarriere.
På årets sidste liveauktion tirsdag 17. november sætter auktionshuset Bruun Rasmussen fokus på dansk guldalderkunst fra 1800 til 1864. Det sker i auktionshuset i Lyngby.
Blandt værkerne er Elisabeth Jerichau Baumanns “Motiv fra det romerske karneval” fra 1852, som er vurderet til et par millioner kroner.
Polsk-tysk baggrund
Med sin polsk-tyske baggrund og internationale orientering skilte Elisabeth Jerichau Baumann sig ud fra det danske kunstmiljø i guldalderen, hvor nationalromantiske idealer og nationale motiver stod stærkt. Som kvinde måtte hun desuden kæmpe for sin plads i et kunstliv, hvor mændene dominerede, og hvor kvinder havde begrænset adgang til uddannelse og kunstnerisk anerkendelse.
Ved at insistere på en selvstændig kunstnerkarriere udfordrede hun yderligere samtidens forventninger til kvindens rolle. I udlandet fandt hun til gengæld et publikum, og især i London opnåede hun stor succes med sine udstillinger og salg af værker
Karneval i Rom
Det romerske karneval var en stor folkefest op til fasten, der i 1800-tallet tiltrak kunstnere og rejsende fra hele Europa. I sit maleri skildrer Elisabeth Jerichau Baumann unge livlige kvinder, der med blikket rettet mod beskueren, kaster blomsterbuketter fra en balkon. Hendes høje kunstneriske niveau kommer til udtryk i den måde, hun med farver, stoflighed og en sikker komposition indfanger karnevallets livsglæde og flirtende spil.
H.C. Andersen var begejstret
Maleriet begejstrede H.C. Andersen, der kaldte det et ”Pragt-Stykke, en blomstrende Georgine”. Andersen og Jerichau Baumann havde et nært venskab gennem flere årtier, og han var en af hendes trofaste støtter. I et brev fra 1851 til skuespilleren August Nielsen forudsagde han, at værket ville trække publikum til udstillingen:
”Det er et meget pragtfuldt Arbeide, der vist paa Udstillingen vil drage Mængden til sig”. Han fremhævede også de afbildede kvinder som ”bekjendte kjøbenhavnske Skjønheder”, heriblandt Frøken Tutein og Frøken Borregaard.
En kunstner, der skabte sin egen vej
I 1852 rejste Jerichau Baumann til London med sin mand, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau. Med anbefalinger fra den danske enkedronning og H.C. Andersen fik hun adgang til engelske kulturkredse, hvor hun mødte blandt andre Charles Dickens og jarlen Francis Egerton.
På Bridgewater Gallery udstillede hun “Motiv fra det romerske karneval.” En begejstret anmeldelse i The Morning Post banede vejen til Buckingham Palace, hvor dronning Victoria købte hendes maleri “Den norske enke” til Osborne House på Isle of Wight.


