Én af restaurationsbranchens – og Bornholms – kendte korkpropper og mest generøse gentlemen fylder 50 år.

Sidste år spottede Michael Rønnebæk-Rørth en helt særlig gæstebooking på Silo: Et bord til én – med fødselsdagsflag. Den specielle booking gav Michael lyst til at tilbyde den enlige gæst sit selskab, og det endte med at de spiste dessert sammen og snakkede længe. Stella, som gæsten hed, blev meget glad for Michaels selskab, og historien om den opmærksomme og venlige gestus skabte viral anerkendelse på LinkedIn med knap 15.000 likes og 500 kommentarer.
Nu kan han selv fejre fødselsdag. Tirsdag 3. november flyder Michael 50 år.
Generøs med kærlighed
Ud over at være en idérig og handlekraftig restauratør, er Michael Rønnebæk-Rørth generøs med kærligheden og opmærksomheden overfor sine medmennesker. Det mærker gæster, ansatte og samarbejdspartnere.
Han kaster sig modigt og virkelysten ud i det, der på papiret ligner ”umulige missioner” og som andre går uden om i store buer. Som regel går det virkelig godt. Nogle gange går det ikke.
Den gik ikke…
Det gik ikke, da Michael tabte flere hundrede tusind kroner på en flydende båd-restaurant under Folkemødet. Båden ser han nu tit sejle i Københavns Havn, når han betragter byens vel mest storslåede udsigt fra Silos 17. etage. Dér hvor Michaels arbejdshverdag udspiller sig nu. Båden minder ham om den eventyrlige og vovede energi, han besidder.
(Fortsættes under billedet)

Fra Silo i Nordhavn kan han se til Herlev, hvor han voksede op med to kokke-forældre. Som 12-årig flyttede han med sin mor til Bornholm, fik opvaskerjobs på hoteller i Allinge-Sandvig og tog dermed de første skridt ind på øens restaurationsscene.
Michael ville egentlig være kok og søgte derfor læreplads på Hotel Fredensborg i Rønne. Der var ingen ledige kokkeelevpladser, men chefen Birthe foreslog den unge Michael at arbejde i tjenerfaget. Efter tjeneruddannelsen, hvor han stod i lære hos værtskabs-mesteren Jan Gildam, tilbød Birthe ham en tjenerstilling med provisionsløn på Hotel Fredensborg. Lønnen tog kvantespring fra beskedne 5.200 kr. til over 30.000 kr. plus drikkepenge. Michael havde lært kunsten at beværte – og på Hotel Fredensborg blev det klart for ham, at det var meget værd.
Så kokkeplanerne blev droppet.
Café Royal
Siden fulgte en tid på Café Royal på det legendariske SAS Radisson Hotel i København, så job som steward i SAS. Han var desuden kortvarigt ansat på Queen Elizabeth II og tog derefter hyre på luksusyachten Seabourne Legend med plads til 200 gæster og udsigt til 14-timers vagtforløb.
Café Sokkelund
Tilbage i land blev han tjener på Café Sokkelund, som han videreudviklede med kompagnonen Timmo efter ejer Henrik Faxholms ønske. Derpå blev Michael restaurantchef på Carlton på Halmtorvet, lige efter byfornyelsen på Vesterbro, hvor cafélivet blomstrede. Michael købte sig ind i sommerrestauranten Toldkammeret på Bornholm, som Timmo ejede, og lancerede bornholmermenuer forankret i regionale bornholmerråvarer.
Restaurant Kofoed
Bornholm blev ved med at fylde i Michaels liv. Han etablerede den succesfulde Restaurant Koefoed, blev formand for Regional Madkultur på Bornholm og købte Hummerhytten på øen. Hummerinteressen bragte ham på tre ugers studietur til Maine i USA, hvor han kunne gå på nysgerrig opdagelse på et hummeruniversitet, besøge hummerfabrikker og tage på hummerfiskeri. Succesen med Hummerhytten affødte for år tilbage etableringen af Restaurant Hummer, den første restaurant i den dengang nyrenoverede del af Nyhavn.
Michael så muligheden for at etablere et afsindigt spændende restaurationsprojekt i silobygningen i Nordhavn. Etableringen blev en gigantisk succes, og Michael plus team præsterede imponerende 32 mio. kr. i omsætning i restaurantens første leveår.
Restauranten slugte al hans tid og krævede timer på gulvet som tjener, hvor han byggede stærke relationer til et stadigt voksende antal stamgæster.
Til Esbjerg
BIG Arkitekter tilbød da Michael at etablere en restaurant på 17. etage i Grådybet i Esbjerg. Ambitionen var restauranter i seks lande, og Michael så muligheden for at skabe en kæde; samle flere restauranter under samme koncept frem for at opfinde den dybe tallerken hver gang. Corona bremsede dog kædedrømmen, i hvert fald for en stund. Perspektiverne var der stadig, og han forfulgte kædedrømmen sammen med barndomsvennen Lars.
Efter nogle års erhvervseventyr er han nu tilbage i sit elskede Silo-univers i det livlige og populære Nordhavnskvarter og i den legendariske “Hvad drikker Mølr”-silobygning.
I særklasse idérig
Folk, der kender Michael, vil sige, at han har galopperende ADHD. Det mener lægevidenskaben dog ikke. Han er ”bare” i særklasse idérig, energisk og smitter alle på sin vej med de egenskaber. Selv begræder han tidens optagethed af diagnoser og sygeliggørelse, som risikerer at overse de positive sider af menneskers mentale ressourcer.
For relativt nylig bestod Michael en bestyrelsesuddannelse på Board Institute. Han driver til daglig Silo med sin ven og forretningsmakker, Lau Richter. Privat er han far til to, “skabsbornholmer”, laver mad til hjemløse, interesserer sig for vin, dyrker lidenskabeligt padeltennis og bor i Nordhavn, få meter fra sit elskede Silo.



