De gudstjenester, som har været mest besøgte i min tid som sognepræst, har helt bestemt været højmessen på allehelgens søndag.
Invitationer blev sendt ud til alle, som havde mistet en pårørende i det år, der var gået, og folk bogstavelig talt strømmede til kirke.
Atmosfæren i kirkerummet var meget afdæmpet i sammenligning med de almindelige søndagsgudstjenester. Der var stilhed og ingen hyggelige samtaler inden bedeslagene, som der ellers plejede at være.
Det var tydeligt, at det var en søndag, hvor sorg og savn fyldte sindene.
Masser af levende lys stod tændt under hele gudstjenesten på vores kirkes døbefont. De symboliserede de mennesker, som var døde i året, der var gået.
Under gudstjenesten blev alle de afdødes navne læst op, og altid var vi præster begge i funktion dermed.
Vi var dog altid ængstelige, at vi havde glemt nogen.
Det er så velgørende så at vide, at hos Gud bliver ingen glemt. Gud ved, hvem der er på listen til Guds rige.
Jesus har sørget for, at vi ikke bliver glemt.
”Den, der tror på mig, skal leve, selvom han dør.” Sådan siger Jesus til Martha i forbindelse med hendes bror Lazarus død. (Johannes evangeliet kap. 11 vers 25).
Det er et fantastisk løfte. Det er et løfte til dig og til mig.
Vi behøver ikke frygte døden.
Vi kan være spændte på tiden eller dagene før vores død.
Kommer vi til at ligge og være meget syge? Dør vi pludseligt eller sker det efter dages venten på den udfrielse, som døden kan være?
Da mine forældre nærmede sig deres dødsøjeblik og til sidst forlod mig og mine søskende, skete det på vidt forskellig måde.
Min mor forlod os lige så stille, og efter nogle dages venten ved hendes seng var hun pludselig væk.
I forbindelse med min fars død fik jeg en meget stærk oplevelse, som jeg aldrig har kunnet ryste af mig.
Vi søskende sad omkring fars dødsleje, og fordi vi havde ventet i mange timer sammen, sad vi såmænd og småsnakkede meget stilfærdigt.
Vi skiftedes til at sidde ved fars side og holde ham i hånden.
Fars åndedræt havde længe været meget støjende. En læge overbeviste os om, at det var helt normalt og ikke var smertefuldt.
Pludseligt holdt far vejret.
Den ene ved fars side udbrød: ”Se, far ser på os!” Alle kiggede vi derhen, men far så ikke på os.
Han så højere op.
Hans ellers lukkede øjne var vidt åbne, og der var overraskelse, ja, næsten en glæde i hans øjne.
Det var, som om nogen var kommet for at hente ham – tage imod ham, og øjnene lukkedes, og han var væk.
Det var stærkt. Det var stort. Jeg glemmer det aldrig.
En måske alt for personlig beretning i en søndags klumme vil nogen måske sige, men måske ville det hjælpe os alle, hvis vi hver især hørte flere af den slags skildringer.
Du er velkommen til at dele, hvad du tænker om det i kommentarfeltet.
Jeg vil dog pointere, at det absolut ikke er alle, som dør på den måde, men måske havde vi søskende netop brug for den åbenbaring af en hjemkomst, for det er jo det, Bibelen beskriver det som.
Som mange siger: ”En dag skal vi jo hjem til Gud!”
Jeg ved godt, man ikke kan bygge sit liv og sin tro alene på, hvad man oplever eller ikke oplever i et kært familiemedlems dødsøjeblik, men jeg fik der lov til at se noget vigtigt og noget stort.
Jeg ønsker dog endnu mere, at vi alle ser på, hvad Jesus har sagt om døden og livet efter døden, og at vi opdager, hvad der ellers står i Bibelen om den sag.
Vi er nemlig ikke ganske uvidende om, hvad der venter os.
Bibelen har masser af beskrivelser af det helt fantastiske, at der er et liv efter døden.
Jesus siger:
”I må ikke lade jeres hjerte forfærdes! Tro på Gud, og tro også på mig! I min fars hus er der mange boliger.” Johannes evangeliet kap. 14 vers 1-2.
I Johannes Åbenbaring – Bibelens sidste bog står der: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”
Apostlen Paulus skriver: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv, eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Romerbrevet kap. 8 vers 38 – 39.
Døden kan altså ikke skille os fra Guds kærlighed. Døden får ikke det sidste ord.
Døden er derimod den sidste fjende, siger Bibelen et sted.
Paulus skriver også indgående om det legeme, vi vil få i evigheden.
Det vil være et fysisk legeme, men et legeme, som kan sammenlignes med det legeme, Jesus havde efter opstandelsen. Se f.eks. Filipperbrevet kap. 3 vers 20 – 21.
Efter opstandelsen spiste Jesus fisk, og disciplene rørte ved ham og så hans sår, men lige så fysisk Jesus var, så kunne han dog pludselig stå midt i det rum, hvor disciplene var, uden de havde åbnet døren for ham.
Da Jesus hang på korset mellem to forbrydere, sagde han til den ene: “I dag skal du være med mig i Guds rige!”
Når jeg tænker derfor på mine forældre, så tænker jeg på, at de er hos Gud. Det er kun deres døde kroppe, som ligger i graven.
Salmedigteren Grundtvig skriver i salmen ”Har hånd du lagt på Herrens plov”:
”Det er jo kun en liden stund,
Så er vort løb til ende,
Og døden er jo kun et blund,
Som vi fra søvnen kende. ”
Livet her er skønt og dejligt, men også svært og pinefuldt. Begge dele præger vores verden her, men Gud får det sidste ord. Alt bliver godt.
Vi behøver ikke at frygte, hvad der skal ske.
Glædelig Allehelgens søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognrpræst
Pens. sognrpræst
