Den danske astronaut Andreas Mogensen har efter sin rumfærd givet udtryk for, hvad der gjorde størst indtryk ved at være langt væk hjemme fra jorden:
”Vi tog ud for at opdage månen, men der skete det, at vi opdagede jorden i stedet.”
Jorden virkede ubeboet og fredelig, og Andreas Mogensen fortæller, at han så den planet, som vi deler, og at landegrænser er noget unaturligt.
Jeg får derfor lyst til at dele Johannes Møllehaves digt, hvor den kendte præst og forfatter giver udtryk for noget af det samme:
Vi trækker streger og sætter skel
Imellem andre folk og os selv.
Vi taler om børn, som vi kalder ægte,
Og andre, hvis ægthed, vi vil benægte.
I evangeliet får vi at vide,
Han stillede sig på de uægtes side.
Og alle dem, som faldt uden for stregen,
Dem slog han følge med hele vejen.
Så ingen af dem, som Vorherre skabte,
Skal kaldes udenfor og fortabte.
Han fjernede grænser og slettede skel,
Og derfor slog de ham også ihjel.
Han satte en streg over hver en streg,
Som sættes imellem dig og mig.
Det danner et kors, naturligvis,
Og det blev hans kærligheds høje pris.
Hans kærlighed sletter julenat
De streger og skel, vi selv har sat.
Vi har jo netop desværre meget let ved at trække streger og sætte skel.
Vi gør det ofte uden egentlig at have fakta i orden.
Vi gør det uden at tænke på de menneskers følelser, som vi dermed træder på.
Vi gør det ind imellem for at promovere os selv, fremhæve os selv – som dem, der er de helt rigtige.
Efterhånden, som årene er gået, er jeg personligt blevet mere og mere varsom med at dømme om dette eller hint.
Jeg er så glad og taknemlig for, at det ikke er mig, som er dommer over levende og døde.
Jeg ved jo, at vi siger det i Trosbekendelsen, at Jesus vil komme igen for at gøre det, så skal vi afholde os derfra.
Samtidig er der da forskel på, hvad der er rigtig og forkert i vores dommers øjne, og rent menneskeligt overvejer jeg tit, hvad Gud mon vil mene om noget af det, jeg selv er i tvivl om.
Jesus er retfærdig og kærlig, og jeg er ikke i tvivl om, at hans bedømmelse er, som det skal være.
Jeg går dog til Bibelen og til kloge, ydmyge og fromme medmennesker for at lede efter svar, men jeg er samtidig klar over, at der stadig vil være meget, jeg ikke har tjek på.
Med hensyn til Bibelen så kan denne skønne bog pege i forskellige retninger.
Det gør mig ikke forvirret, men det gør mig åben og nysgerrig, og det gør mig rede til at bede Helligånden om at give mig visdom og hjælp til at forstå, hvad Gud mener om alt det, jeg står spørgende overfor.
Hvad jeg skal tage til mig og leve efter, det må Guds Ånd vise mig.
At udføre det kærlige og det gode må ske ved Gud Helligånds hjælp.
Selv kan jeg ikke gøre, hvad der er rigtigt.
Hjælpeløse står vi dog ikke, når Gud formaner os til kærligt liv og gode gerninger, hvis vi da hører godt efter, hvad Gud vil se os gøre eller mene.
Læser jeg Bibelen, så ser jeg også budskaber, som nogen steder er givet til de mennesker, som levede på Bibelens tid.
For eksempel er kapitlerne i Det Gamle Testamente, der indeholder spiseregler og regler om påklædning helt sikkert givet til et folk, som kom til at vandre i en ørken i 40 år.
Sådanne regler var nødvendige for at undgå sygdomme, og de er selvfølgelig ikke givet til os, som lever under helt andre forhold.
Luther sammenligner Bibelen med Jesu vugge og siger:
”Det vil være tåbeligt at være mere optaget af halmen i vuggen end barnet, der ligger der”.
Måske skal vi huske, at Bibelen ikke er en facitliste med svar på alt mellem Himmel og jord, men lad os se på den, som Guds ord til os – en kærlighedserklæring fra ham til os – til frelse for os her og nu og som indgang til et evigt liv hos ham, hvor alt er godt.
I min iver efter at følge Guds ord og Bibelens anvisninger må jeg passe på ikke at dømme andre menneskers udlægning af de gamle men ofte meget relevante tekster.
Vi må virkelig lære at lytte til hinanden.
Vi kan lynhurtigt i vores ønske om, at andre får ”de rette meninger”, som jeg naturligvis synes, jeg har, komme til at trampe på og nedvurdere en medkristens glæde over frelsen i Jesus Kristus.
Vi må være klar over, at vi alle er på vej, og at Gud kan tale til os enkeltvis og sammen, og måske kan vi lære mere af dem, vi er lidt uenige med, hvis vi åbner os for hinanden.
Hermed en opfordring til at der i en hver kirke findes en ”Bibelen Rundt” gruppe, hvor vi læser den gode bog sammen.
Grundtvig synger:
”Vor tro er ej på hvad som helst,
Man kristendom vil nævne,
Men på ham, os har skabt og frelst
Og fører på det jævne,
Og så på alt, hvad sandheds Ånd
Os leder til med kærlig hånd,
Alt efter hjertets evne.
Om julen synger troen bedst
Med engletoner søde,
Og håbet har sin høje fest
I påske-morgenrøde,
Og kærligheden, klar og mild,
Den er vort hjertes pinse-ild,
Når vore tunger gløde.”
DDS 384
Næste gang du undrer dig over, hvad andre kristne mener og tænker, så lyt med kærlighed og interesse, inden du tager afstand.
Vi er forskellige og i den kristne familie skal vi ikke kridte streger op for, hvem der er inde, og hvem der er ude. Det er ikke vores opgave her i verden.
Lad os glæde os over, at vi er forskellige og elsket, som vi nu engang er.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe




