Jeg har en lille bog, som handler om venskab.
Det er en bog med tegneserien Radiserne, og den gammelkloge Søren Brun siger:
”Jeg har brug for alle de venner, jeg kan få!”
Mon ikke der er mange, som siger som ham?
Venner har vi alle brug for. Venner betyder mere, end vi kan udtrykke. Hvor er det et privilegium at have fået gode venner som gave. Mange af os ved, at venner kan være af så mange slags.
Nogle venner er nære venner. Andre står os lidt fjernere, men er nære blot på en anden måde.
Venner kan overraske. Venner kan skuffe.
Venner kan være gode sparringspartnere, når vi står overfor vanskelige beslutninger.
Det er også en gave, når ens venner er ærlige, selv om Søren Brun også siger: ”En ven er en, som ikke straks skal kritisere noget, du lige har fået.”
Og: ”En ven er en, der ta`r dig, som du er!”
Et er at have gode venner, men noget andet, som er vigtigt, er at være en god ven for et andet menneske. Der er mennesker, som føler sig meget ensomme.
Jeg spørger mig selv, om jeg er vågen nok til at se det. Om jeg tragter efter at møde et andet menneskets behov for venskab?
Ensomhed skal brydes, og vi er sat i verden for at betyde noget for andre.
Et ordsprog lyder: ”En fremmed er en ven, du ikke har mødte endnu!”
Egentlig er kirken et rigtig godt sted at komme. Der kan du næsten altid finde venner. Der er selvfølgelig også mange andre fællesskaber, men jeg vil nu godt reklamere lidt for at mødes i kirken.
Kirken udmærker sig ved, at her finder vi mennesker af alle slags.
Vi kan være meget forskellige i Guds hus og i hans familie.
Ligesom søskende kan være meget uenige om mangt og meget, sådan kan uenigheder og forskelligheder altid findes i en kirke, men kærligheden og det fælles vi er enige om, møder du også der. Det overskrider alle menneskelige grænser. Gud er der jo med sin Ånd og med sit ord.
Vi finder venner, men venner kan også være en udfordring, for venskaber skal netop plejes og passes.
Jeg har dog venner, som jeg måske ikke har set eller hørt fra i lange tider, men jeg ved, de er der, og når vi mødes, er det, som om adskillelsen kun har været en kort stund.
Det kan være venner fra ens barndom, ungdom eller fra år, hvor vi var tættere på hinanden geografisk.
Jo ældre jeg er blevet, des mere tænker jeg og beder for alle mine venner. I bønnen for hinanden kommer vi hinanden nær.
I Bibelen har vi en beskrivelse af et venskab, som gør indtryk. Beretningen om det findes i Det Gamle Testamente. Jeg tænker på venskabet mellem David og Jonathan.
Vi finder beretningerne om dem i 1. og 2. Samuels bog.
Jonathan hjalp David med at flygte, da hans far stræbte David efter livet.
De to venner var tæt knyttet til hinanden.
I 1. Samuels bog kap. 18 vers 2 står der:
”Jonathan følte sig tæt knyttet til David, og han elskede ham lige så højt som sig selv; han sluttede pagt med David, fordi han elskede ham som sig selv.”
Jonathan skulle naturligt have været sin fars efterfølger til tronen, men Jonathan ofrede sin fremtidige stilling som konge og gav David sin kappe og sit sværd, sin bue og sit bælte, som et tegn på at han godt vidste, at David engang med tiden skulle have hans plads.
Som ven er vi kaldet til at være trofast, og vi må være villige til at give afkald på at stå i første række.
Jonathan var ydmyg. I sin kærlighed til David var han villig til at træde tilbage og lade sin ven komme frem i lyset og få den plads, som han ellers skulle have haft.
Jonathan forventede ikke noget til gengæld. I uselviskhed undte han David alt det, som han selv kunne have forventet at få.
Da de to senere i beretningen skal skilles, så talte de om deres frygt. De græd sammen, og de overbeviste hinanden om deres gensidige troskab.
Der står: ” Han (David) kastede sig tre gange til jorden for Jonatan, og så kyssede de hinanden og græd sammen.” vers 41. (Hele 1. Samuel kap.18 – 20 fortæller denne rørende historie).
Kong Saul forsøgte endog at dræbe sin egen søn, så venskabet mellem David og Jonathan blev prøvet, og det holdt.
Jeg kan spørge mig selv: ”Hvor meget vil jeg ofre for mine venner?”
Søren Brun fra tegneserien «Radiserne» siger:
“En ven er en, som tager dig i forsvar, når du ikke selv er der!”
Og
”En ven er en, der ikke bliver skinsyg, fordi du har andre venner!”
Det største og bedste eksempel på et ubrydeligt venskab, vi har i Bibelen, er selvfølgelig, at Jesus er vores allerbedste ven.
Han er en ven, som ikke svigter os, når alle andre har skuffet os eller forladt os.
Ja, på korset gik han i døden for os, så vi får tilgivelse, og han opstod, så vi ved, at der er et evigt liv til os, når vores død kommer.
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” siger Jesus i Johannes evangeliet kap. 15 vers 13.
Jesus viste sandelig disse ord i praksis ved at dø!
I det tredje vers af salmen: ”Ingen er så tryg i fare” står der:
”Ingen nød og ingen lykke
Af hans favn os bort skal rykke;
Han, den bedste ven blandt venner,
Al vor trang og længsel kender.”
Hvad er din erfaring med venskab? Hvordan får man venner?
Har du oplevet Jesus som ven?
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
