MENNESKER: Præst, forfatter og omsorgsterapeut Josef Kristensen fortæller på Svanekegaarden og medvirker ved gudstjenesten i Rønne

Af Lene Dam Jørgensen
Lørdag 26. september kl. 14 er der foredrag med præst, forfatter og omsorgsterapeut Josef Kristensen på Svanekegaarden. Og søndag 27. september kl. 11 er der gudstjeneste med ham i Levende Kirke i Rønne, hvor der er bl.a. er fællessang på programmet.
Sårbarhed og nærvær
Josef Kristensen fortæller om relationer, sårbarhed og nærvær i forbindelse med alvorlige sygdomsforløb. Oplægget tager udgangspunkt i hans faglige erfaringer samt eget forløb med livstruende sygdom.
I sine foredrag samler Josef Kristensen trådene fra sit liv, herunder præstegerningen, det sociale og humanitære arbejde, sygdomserfaringen og forfatterskabet. Kernen i foredragene er spørgsmål som sårbarhed, dødelighed, nærvær og menneskelig værdighed.
Internationalt arbejde
Sammen med sin hustru Elin var Josef Kristensen i mere end ti år engageret i humanitært arbejde på Cypern. Han var med til at grundlægge organisationen Nations’ Embassy og House of Mercy. Organisationerne yder praktisk hjælp, krisestøtte og brobygning for voldsramte kvinder, migrantarbejdere og andre sårbare grupper på både den græske og den tyrkiske side af den politisk og kulturelt komplekse ø..
Personligt vendepunkt
Josef Kristensens sygdomsforløb blev et afgørende vendepunkt i hans liv. For første gang var han ikke den der gav omsorg, men den, der måtte modtage den. Den magtesløshed og afhængighed han oplevede har præget hele hans måde tænke og formidle på.
Efter sygdommen vendte Josef i stigende grad blikket mod formidling gennem foredrag og bøger. Hans bog fra 2009 ”Nærvær når døden banker på” tager udgangspunkt i mange års erfaring som præst , hvor han mødte døende mennesker og deres pårørende. Denne bog kredser om emner som værdighed, frygt, håb og tilstedeværelse i livets sidste fase.
Arrangementerne er åbne for alle interesserede.



