Snyd med bopælspligt skal koste op til 100.000 kr.

SNYDERI: Med et nyt lovforslag vil regeringen hæve bødestraffen markant for gentagne overtrædelser af bopælspligten. Samtidig skal lovforslaget give kommunerne bedre muligheder for at gribe ind over for overfyldte udlejningsboliger.

Nu bliver det dyrt at snyde med bopælspligten. (Foto: Finn Edvard

 

Det skal ikke kunne betale sig at omgå reglerne om bopælspligt eller presse for mange mennesker sammen på for lidt plads. Derfor sender børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark i dag et lovforslag i høring, som både skal skærpe bødestraffen for gentagne overtrædelser af bopælspligten og give kommunerne nye muligheder for at håndtere overfyldte private udlejningsboliger.

I flere populære ferieområder bliver mange helårsboliger alene eller i omfattende omfang brugt som ferie- og fritidsboliger. Det kan udfordre livet i lokalsamfundene, når boliger står tomme uden for feriesæsonen, og lokale borgere får sværere ved at finde et sted at bo.

Ikke ferieboliger
Regeringen ønsker, at boliger bliver brugt til almindelig beboelse og ikke i stigende grad bliver omdannet til ferieboliger. Derfor foreslår regeringen at hæve den maksimale bødestraf for gentagne overtrædelser af bopælspligten fra 20.000 kroner til 100.000 kroner.

Børne-, ældre og boligminister Jacob Mark siger:

”Som reglerne er i dag, kan det desværre være en rigtig god forretning at udleje helårsboliger som ferieboliger ulovligt. Derfor hæver vi nu bødestraffen markant for dem, som gentagne gange bryder reglerne og blæser på fællesskabet.”

”Hvis for mange huse udlejes som ferieboliger, presser det livet i landsbyerne. Det skaber spøgelsesbyer, hvor lokalbeboere bliver erstattet af nøglebokse og tomme huse uden for feriesæsonerne. Vi skal have liv i hele landet. Det skaber liv, når der rent faktisk bor mennesker i husene, og de deltager i de fællesskaber, der binder vores landsbyer sammen.”

Med den forhøjede bødestraf ønsker ministeren at styrke den præventive effekt, så det fremover ikke kan betale sig at omgå reglerne om bopælspligt.

Overfyldte boliger
Lovforslaget skal samtidig give kommunerne nye muligheder for at gribe ind i sager, hvor for mange beboere er klemt sammen på for få kvadratmeter. Det er virkeligheden i flere private udlejningsejendomme landet over.

Når der bor flere personer i en bolig, end boligen er beregnet til, kan det skabe udfordringer for både sundhed og brandsikkerhed. Samtidig kan overfyldte lejligheder og stor udskiftning blandt beboerne påvirke fællesskabet i lokalområdet og skabe udfordringer, der også kan mærkes i bl.a. skoler og daginstitutioner.

Derfor foreslår børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark som en del af det nye lovforslag, at kommunerne fremover selv skal kunne beslutte, om reglerne om beboermaksimum skal gælde for private udlejningsejendomme i kommunen, uden at det kræver udlejerens tilslutning.

For mange mennesker
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:

”Vi ser desværre, at der steder i Danmark, hvor der bor alt for mange mennesker sammen på alt for lidt plads. Det har først og fremmest konsekvenser for dem, der bor i de overfyldte boliger, men også for resten af lokalsamfundet.”

”På Københavns vestegn har vi set eksempler på ni voksne i den samme lejlighed og to børnefamilier i en treværelses bolig. Det går selvfølgelig ikke. Vi skal have styr på, hvor mange mennesker, der bor under samme tag. Samtidig skal vi også sørge for flere boliger, som almindelige mennesker har råd til. Det er den anden del af løsningen, som vi er i fuld gang med at levere på.”

To pr. rum
Efter de nuværende regler om beboermaksimum, må der som udgangspunkt højst bo to personer pr. beboelsesrum. Reglerne finder i dag kun anvendelse i private udlejningsejendomme, hvis både kommunalbestyrelsen og udlejeren har tilvalgt reglerne.

Det begrænser kommunalbestyrelsens muligheder for at anvende reglerne om beboermaksimum i kommunen.

Med lovforslaget, der sendes i høring i dag, ønsker regeringen derfor at fjerne denne begrænsning og give kommunerne større mulighed for selv at beslutte, om reglerne for beboermaksimum skal gælde for private udlejningsejendomme.

Du vil måske også synes om

RøgalarmPatruljen besøger Nexø og Allinge

FOREBYGGELSE: RøgalarmPatruljen besøger Nexø og Allinge på lørdag 7. november Antallet af brande steg for første gang i flere år i 2025. En røgalarm kan redde liv og opdage en brand allerede i opstartsfasen, så man kan nå at slukke den eller evakuere sig selv og andre i en bolig.

Læs mere »

Derfor stiller Peter op til energi-valget

ENERGI: Fra i dag og frem til mandag 16. november kan forsyningskunder på Bornholm stemme til valget til energi- og forsyningskoncernen EWIIs repræsentantskab. På Bornholm skal 18 pladser findes blandt 33 kandidater. Peter Funck fra Gudhjem er en af dem…   Nu er det op til forsyningskunderne på Bornholm at

Læs mere »

Fra opvasker til toppen: Gastronomisk korkprop fylder 50 år

Én af restaurationsbranchens  – og Bornholms – kendte korkpropper og mest generøse gentlemen fylder 50 år.    Sidste år spottede Michael Rønnebæk-Rørth en helt særlig gæstebooking på Silo: Et bord til én – med fødselsdagsflag. Den specielle booking gav Michael lyst til at tilbyde den enlige gæst sit selskab, og

Læs mere »