Som børn fik vi det at vide indtil flere gange. Man siger ”undskyld”, når man har gjort et eller andet, som ikke var lige så godt.
Nu hvor vi lever i en tid, hvor det nærmest er blevet ”in” at undskylde for fejlagtig opførsel, kan det være aktuelt at tage sagen op igen. Ikke at det bliver en moralprædiken, selvom jeg er præst og har prædiket meget, men hvad gør vi i grunden, når vi undskylder noget?
Det kan være både nemt og svært at gå i sig selv og undskylde.
At undskylde kan man jo hurtigt få sagt og mene, at nu er det gjorte eller ikke gjorte ude af verden. Dybest set er den holdning ikke en ordentlig undskyldning. Vi skal mene det, når vi siger det lille ord. Det skal ikke blot bruges, når vi gerne vil have fred for flere argumenter, eller når vi kom til at træde en anden over tæerne.
At sige undskyld hører til børnelærdommen, og børn skal ofte opfordres til at sige det, men vi voksne – ak, ja, især hvis vi virkelig mener det, kan det være en svær kamel at sluge, at vi gjorde fejl.
Vi siger det i bussen, hvis vi kommer til at skubbe til en medpassager. Vi siger det, når vi træder nogen over tæerne. Folk siger det, hvis de kommer til at bande i TV, eller når præsten er til stede.
I samfundet både herhjemme og andre steder i verden bliver der sagt ”undskyld” til mennesker, som for år tilbage blev behandlet rigtig dårligt.
Vi oplevede det, da Mette Frederiksen med hele regeringen bag sig kom med en undskyldning til Godhavn drengene og andre tidligere børnehjemsbørn den 13. august 2019. ”Årsagen var svigt, mishandling og mangelfuldt statsligt tilsyn, mens børnene var anbragt.”
Vi fulgte med i forspillet til den officielle undskyldning, og det tog tid, for med undskyldningen kom en erstatning på 300.000 kr.
I september 2023 fik kvinder, som var blevet anbragt på Sprogø en officiel undskyldning. ”De blev anbragt der på ubestemt tid uden dom, isoleret fra resten af samfundet og i mange tilfælde tvangssteriliseret.” Kun nogle få fik erstatning.
Ligeledes var der mænd på Livø, som også har fået en undskyldning.
Nu sidst har vi oplevet, at grønlandske kvinder har fået en undskyldning i spiralsagen. Også her bliver der givet erstatning.
Alle de gange har det været ganske godt og rigtigt, at samfundet har måttet undskylde for dårlige beslutninger, også selvom det lå langt tilbage, men i alle tilfælde var der stadig overlevende fra de kæmpe fejltrin, som samfundet/ staten fik gjort i fortiden.
Nu så jeg, at der også er tale om, at Danmark bør undskylde som slavehandelsnation. I årene 1660 – midten af 1800 – transporterede Danmark omkring 110.00 – 120.000 afrikanere over Atlanterhavet til Dansk Vestindien.
Ak ja, i det tilfælde kan det nu virke lidt for sent at undskylde, selvom vi tog del i slavehandlen. Det skal dog også noteres, at Danmark var et af de første lande, som stoppede slavehandlen.
Måske er det også nemmere at sige undskyld for noget, som ligger langt tilbage, og som vi personligt ikke rigtig har haft noget med at gøre. Det er sværere at undskylde, hvad vi forsømmer at gøre som samfund i vores egen nutid.
Dertil kommer, at der nok vil være stor uenighed om, hvad vi så skal sige undskyld for.
På det personlige plan så ved den enkelte af os også næsten alt for godt, hvad vi selv har forsømt eller gjort.
Som præst havde jeg en fantastisk skøn og meget rørende oplevelse, hvor jeg blev bedt om at være med, da en person ønskede at kontakte nogle familiemedlemmer for at sige undskyld for det, der var sket i deres fortid.
Jeg ved, at det kom som en overraskelse for de berørte, men det var frisættende og befriende for vedkommende, der modigt gik til den opgave. Det var også svært, men godt gjort.
Jeg kan til stadighed beundre vedkommende for at tage den beslutning at få gjort op med gamle sår og fejltrin.
I AA (anonyme alkoholikere) er det en gængs del af den udvikling, de forskellige er inde i, at man kontakter slægtninge og venner, som blev såret og ramt pga. et overdrevent alkoholforbrug.
”Undskyld!” Den, der får sagt sådan, når noget er gået galt, handler helt i overensstemmende med, hvad Jesus siger, vi skal ifølge Bibelen.
Måske er endnu et bedre ord for det ”at bede om tilgivelse!”
Det er ligesom, der ligger noget meget mere alvorligt i det udtryk. ”Kan du tilgive mig?”, sådan kan du udtrykke det, når du virkelig skal se den krænkede i øjnene, og når du inderligt har fortrudt, hvad der er sket.
Jesus lærer os, at vi skal tilgive andre mennesker, ligesom vi selv er blevet tilgivet af Gud. Sådan kan vi også vende det om og mene, at vi også må bede andre om tilgivelse, så snart vi opdager, at noget gik galt imellem os.
Nogle gange er det meget alvorlige ting, det drejer sig om. Men andre gange, (hvor det i mine egne øjne synes – bare lidt forkert, det jeg fik gjort), så er det måske alligevel noget ganske alvorligt i min næstes øjne og i vedkommendes sind og tanker, at jeg bestemt skal bede om tilgivelse.
Vi sårer også andre måske uden egentlig at tænke over det. Hvis vi bare har den mindste anelse om, at jeg vist nok er kommet til at fornærme nogen, såre nogen, så er det bestemt en god ide at få sagt det svære men nødvendige ord ”tilgiv mig”!
Bibelen støtter denne holdning.
”Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder”. 1. Peters brev kap. 4 vers 8.
Gud ske tak og lov, at vi får hjælp fra Gud Helligånd selv til at sige undskyld, for ellers fik vi det vidst ikke gjort ret mange af os.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimono
Fhv. sognepræst
Fhv. sognepræst
