POLITI: Bornholms Politi overrækker seks lokale helte en dusør for ekstraordinære indsatser

Bornholms Politi overrækker ved en ceremoni på torsdag dusører til seks heltemodige borgere, der alle har ydet en ganske særlig indsats for andre mennesker eller på anden måde hjulpet politiet.
Badeulykke ved Høl
I forbindelse med badeulykken ved Høl mandag 29. juni er to borgere indstillet til en dusør. Det drejer sig om en kvinde fra Svaneke, som hjalp den pågældende tilskadekomne mand sikkert ind til stranden og fik ham lejret på bedst mulig måde i forhold til de skader, han havde pådraget sig. Derudover indstilles yderligere en kvinde, for at bidrage til indsatsen, samt hendes syv-årig søn fra Nexø, som stillede ”redningsudstyr” i form af sine baderinge til rådighed, så manden kunne blive hjulpet i land og lejret på bedst mulige måde.
Opklaring af bedrageri-sag
En 63-årig mand fra Gudhjem er indstillet til en dusør for at bidrage til politiets efterforskning af en sag om bedrageri, hvor en svensk kvinde var mistænkt for at stikke af fra regningen på restauranter på Bornholm. Borgerens henvendelse til politiet var medvirkende til, at politiet fik lokaliseret den mistænkte kvinde og fik opklaret bedrageriforhold fra hhv. 2026 og 2024.
Brand i bil
En 82-årig mand fra Aarsdale og en 62-årig mand fra Snogebæk er indstillet til dusør for at udvise handlekraft og snarrådighed, da de tirsdag 19. maj reddede en ældre mand ud af en bil, der var brudt i brand i Nylars.


