BESPARELSER: Hvordan er vi på Bornholm havnet med endnu et sparekatalog på over 100 mio. kroner, spørger Bente Helms, lokalformand for SIND, formand for Udsatterådet og næstformand i DH i dette debatindlæg.

Af Bente Helms
Hvorfor er det gået galt? Hvilke politiske beslutninger har sendt Bornholm helt ud af landevejen? Eller bliver der generelt brugt for mange penge på os alle?
Ikke det man mærker ude blandt borgerne!
Et administrativt sparekatalog i den grad med spredehagl. Besparelser der stritter i alle retninger.
Desværre ikke et politisk katalog med retning, med holdning, med politiske mål. Tværtimod indtil nu næsten total tavshed fra de 23 folkevalgte politikere.
Løfterne om sparekatalogets død holdt ikke længe!
Så nu er det igen en oplevelse af alles kamp mod alle i fabrikationen af høringssvar. Fra foreninger, fra forældre, fra organisationer, fra borgere – alle med fokus på egen sag på egne områder på egne medlemmer.
Ingen kritik af de forskellige, som bruger tid og energi på at byde ind.
Men det bidrager ikke på nogen måde til det fundament, det fællesskab som Bornholm bør være, ej heller til de sammenhænge, som skal sikre, at Bornholm skal og kan være en ø med plads til alle.
Er høringssvar den rette måde at inddrage borgere og brugere på?
Tidlig indsats, forebyggelse, sammenhæng, lovlighed, ensomhed, ulighed, sårbarhed, og meget mere er på spil for bornholmerne, når man kigger de mange forslag igennem. Flere forslag er med igen, selvom man politisk tidligere har valgt dem fra.
Det må også bekymre meget, at politikerne har godkendt en proces vedr. budgettet, som er planlagt så lukket, så det i første omgang kun er Økonomiudvalget, der skal vælge til og fra – og først senere i forløbet er fagudvalgene med.
Sender ikke gode signaler om et åbent og demokratisk folkestyre.
Jeg er selvfølgelig også sammen med andre gode folk i gang med at skrive høringssvar på vegne af DH, SIND og Udsatterådet, hvor fokus vil være på de områder, vi kan se besparelser på.
Vi må forvente, at alle politikere grundigt læser både spareforslag med kommentarer samt alle høringssvar, debatindlæg og læserbreve. Så de er veloplyste, når de skal stemme for det samlede budget.

