MUSIIK: Så er det tid til årets sidste udendørs koncert i Svanekegården – og vejrudsigten lover dejligt sommervejr

Så er tiden kommet til årets sidste udendørs sommerkoncert i Svanekegården – og det er med Kristin Korb Trio, der denne aften vil hylde en af jazzhistoriens helt store legender: Ray Brown.
Koncerten finder sted i Ole Christensens skønne have i Svanekegaarden onsdag 5. august kl. 19.30 – og meteorologerne lover skønt sommervejr.
Det er den herboende, amerikanske sanger og bassist, Kristin Korb, der indtager Svanekegården med en hyldest til sin mentor Ray Brown.
Gæsterne denne aften kan forvente sofistikeret og dybt swingende bas fra Kristin Korb – kombineret med hendes krystalklare vokal, der fanger fra første tone.
(Fortsættes under billedet)

Med rødder i den groove-bårne tradition fra Ray Brown bringer hun en smittende spilleglæde og passion ind i alt, hvad hun laver. Uanset om hun akkompagnerer sine egne sange eller nyfortolker perler fra The Great American Songbook, udstråler hendes musik varme, overskud og uimodståeligt swing. Som London Jazz News så rammende har skrevet: “She has a way of taking anything and making it sound cool.”
Kristin Korb har med sine swingende baslinier og sin funklende vokal, etableret sig på jazzscenen som en exceptionel kunstner, der behersker begge sine instrumenter med både stor autoritet og en elegant lethed. Hun blev personligt undervist af Ray Brown, og netop relationen til ham er omdrejningspunktet for koncerten.
Jazz-stjerner
Sammen med sin faste trio – Magnus Hjorth på klaver og Snorre Kirk på trommer – præsenterer hun et program med musik, de har indspillet sammen, nye arrangementer inspireret af deres samarbejde samt udvalgte kompositioner af Ray Brown.
I år ville Ray Brown (1926- 2002) være fyldt 100 år, og Kristin Korb hylder inspirationskilde med en koncert, som hun har valgt at kalde “Den syngende side af Ray Brown”
Her kommer hun omkring den musik, de indspillede sammen, nye arrangementer inspireret af deres samarbejde samt Browns egne kompositioner.
Ray Brown var en af de store bassister i jazzhistorien og har tjent som inspiration ikke bare for vores egne som Korb og Niels Henning Ørsted-Pedeersen, men også for stjerner som John Clayton, Jeff Hamilton og Diana Krall. Op til 1966 var hans karriere nært forbundet med musikere som Dizzy Gillespie, Ella Fitzgerald, Milt Jackson og Oscar Peterson. På det tidspunkt havde han efterhånden etableret sig som en af de absolut førende på sit instrument og opnået selvstændig stjernestatus indenfor jazz.


