FOLKEMØDE: Forberedelserne til Folkemødet er i fuld gang, og hos DAT er der travlhed med at bringe gæster fra både København og Jylland sikkert og bekvemt til Bornholm.

Allerede siden i går før middag har flere afgange til Bornholm været udsolgte eller tæt på udsolgt. Det understreger endnu en gang Folkemødets store betydning, ikke kun for Bornholm, men for hele Danmark.
Hos DAT er de stolte over igen i år at kunne bidrage til, at Folkemøde-gæsterne får en hurtig og nem rejse til Danmarks store demokratifestival. Mens Allinge er klar til at tage imod tusindvis af gæster, arbejder DAT-medarbejderne på højtryk for at sikre en god rejseoplevelse hele vejen til Bornholm.
I løbet af denne uge forventer DAT at transportere markant flere passagerer end i ugen før. Faktisk forventes, at næsten tre gange så mange passagerer vil rejse med DAT mellem resten af landet og Bornholm i disse dage.
Opskalering af driften
For DAT betyder folkemødedagene også en væsentlig opskalering af driften. Normalt betjenes Bornholm af ét ATR-fly, men under Folkemødet indsættes tre ATR72-fly samt en Airbus A320. Det kan mærkes i hele lufthavnen, hvor både Bornholms Lufthavn og DAT har indkaldt alt disponibelt personale, så check-in, bagagehåndtering, kundeforespørgsler, sikkerhedskontrol og ombordstigning kan afvikles bedst muligt.
Som noget nyt i år er det også muligt at benytte online check-in ved afrejse fra Bornholm. Alligevel opfordres alle passagerer til at møde op i ekstra god tid før afgang. Check-in lukker præcis 30 minutter før planlagt afgangstid, og på nogle afgange vil ombordstigning foregå samtidig med andre afgange.
Folkemødet betyder meget for Bornholm, og hos DAT er de glade og stolte over endnu en gang at kunne bidrage til et arrangement, som gennem årene har udviklet sig imponerende og er blevet et vigtigt samlingspunkt for samtale, debat og demokrati i Danmark.










