I den sidste tid har jeg tænkt ret så meget på, hvorfor det sommetider synes, som om Gud sover. Vi ber og ber, og der synes ikke rigtig at ske noget. Sådan er jeg bange for, at mange har det.
Det hjælper dog meget, hvis man i mange år har haft en relation til Gud, så kan lidelse på lidelse ramme, men troen og tilliden til Gud bliver intakt. Guds nærvær og trofasthed vejer mere end alle tankerne om, hvorfor Gud ikke svarer, som vi ønsker det på vores bøn.
Det er straks sværere at holde modet oppe, hvis det drejer det sig om mennesker, som i deres nød rækker ud efter Gud, og som mangler årevis af erfaringer om Guds nærvær og kærlighed. Det må være tungt ikke at have et grundlag, som kan bære en i de svære tider, som ethvert menneske gennemgår fra tid til anden.
Hvor jeg dog forstår og føler med de mennesker, som har det sådan!
Hvor har jeg lyst og trang til at sige til de kære mennesker, som i den grad er forfulgt af ulykker, sygdom og alskens kriser, at bøn virker – også selvom det ikke i øjeblikket synes så. Gud elsker dig, om du har haft forbindelse til ham eller ej. Gud hører din bøn og er hos dig. Læg dit liv i Guds hånd.
Gud er den nær, som har allermest brug for hjælp fra ham. Svaret på de mange, mange bønner og råb til Gud kommer måske på en helt anden måde, end vi aner. Gud er der midt i mørket og midt i lidelsens dyb.
Det er utroligt, hvor meget det betyder, at der er lagt en troens grund helt fra barndommen af. Det kan nemlig betyde, at vi i stedet for at fortvivle siger: ”Gud, jeg forstår dig ikke, men jeg tror dig!”
Jeg er så taknemlig, at jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg tydeligt husker, hvordan min mor inviterede mig til at bede sammen med hende. Hun bad nu lidt for længe. Jeg var jo kun et barn.
Gang på gang oplever jeg at lytte til et menneske, som med fortvivlelse i stemmen fortæller mig om et smertefuldt liv med alvorlig sygdom.
Indvendigt ber jeg på stedet for vedkommende, og mange gange fortryder jeg, at jeg ikke spontant spørger, om jeg må bede højt for vedkommende. Jeg ved jo af erfaring, at det gør godt på alle måder at blive bedt for. Nogle gange er det ”kun” til trøst, andre gange til helbredelse – enten øjeblikkeligt eller over tid.
Altid ved jeg, at Gud hører vores bønner, og at bøn virker på en eller anden vis. Det en velsignelse at blive bedt for uanset, hvad der sker efter bønnen.
Hver aften slutter min mand og jeg dagen med at holde omkring hinanden og takke og bede for hinanden, og jeg synes, det er det skønneste tidspunkt på dagen.
På mange måder har vi begge brug for Guds indgriben, og umiddelbart oplever vi ikke de mest fantastiske bønhørelser vedr. de skavanker og sygdomme, som vi er belemret med, men vi oplever begge Guds velsignelse og hinandens kærlighed på en helt speciel måde.
Konkrete helbredelser har vi begge oplevet, og de erfaringer ligger som et fundament i vores tro og tillid til den Jesus, som selv gik ind i lidelsen. Vores tro bliver ikke mindre, hvis der ikke sker det, vi bad om.
Min mand fik engang for nogle år tilbage konstateret udposninger på Aorta og gik jo derfor til jævnlige kontrol undersøgelser.
Da vedkommende, der målte udposningernes størrelse, pludseligt ikke kunne finde noget galt, sagde vi ganske stille: ”Måske er det, fordi der er mange, der har bedt, at du ikke kan finde udposningen”,
Undersøgeren udbrød: ”Ja, min datter, som er syv år, kom forleden og spurgte, om jeg troede på Gud, og jeg svarede, at det gjorde jeg ikke, men du må godt tro, hvis du vil. Jeg spurgte så hende: ”Tror du på julemanden?” ”Nej,” svarede min datter. ”Det gør jeg ikke, for julemanden er der kun til jul, men Gud er der overalt og altid!”
Vi fik en lang snak om Gud derefter.
Lægen bad min mand komme igen om et år, men det følgende år blev min mand udskrevet og skulle ikke komme mere, for der var ingen tegn på udposninger længere.
Gud hører bøn, og der er også tilfælde, hvor helbredelser sker ganske pludseligt og til stor forbavselse hos læger og sygeplejersker.
Det Nye Testamente fortæller, at der skete mange helbredelser, når Jesus bad for mennesker. Når de første kristne bad for syge, skete der undere, og igennem kirkens to tusind års historie er der talrige eksempler på det samme, og at Gud gør det den dag i dag, er jeg overhovedet ikke i tvivl om.
Hvorfor har jeg så stadige sygdomme, smerter og skavanker, selvom vi flittigt og dagligt ber for hinanden?
Jeg vælger at undlade at søge et svar. Vi lever jo også i en verden, hvor døden skal have en årsag.
Måske sker der for få helbredelser ved bøn, fordi vi kristne er så bange for at støde folk væk med vores bønner.
Måske skete der flere helbredelser, hvis vi tog Bibelens befaling om at bede for hinanden mere seriøst og måske turde risikere, at der tilsyneladende slet ikke sker noget.
Med hensyn til at bede for hinanden tror jeg, vi skal lade os lede af Guds Ånd og tilbyde bøn, når vi slet ikke kan lade være.
Vi skal ikke overfalde mennesker på upassende vis, så de flygter fra os. Tidspunktet og stedet skal ligesom passe. Jesus bad, når han fik medynk med mennesker. Han bad ikke for at bevise, hvem han var.
Vores motiver for at bede for andre må være båret af kærlighed og ægte medleven i andre menneskers nød, og vi skal tilbyde bøn, når det virker naturligt og rigtigt. Vi kan jo også altid bede en stille bøn inden i os selv.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
