POLITI: Onsdag eftermiddag kørte fire unge drenge rundt på en kabinescooter med lad på Søndre Mosevej i Nexø og skød med en såkaldt “appelsinkanon.”
En appelsinkanon er et hjemmelavet skydevåben, der som regel er bygget af plastrør, og hvor der benyttes en form for gas eller trykluft til at affyre appelsiner som projektiler.
Politiet rykkede ud og en af de unge, som var fyldt 15 år, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for at have ført kabinescooteren med flere personer, end hvad der er tilladt.
De øvrige tre drenge var 14 år og dermed under den kriminelle lavalder.







