Emil fra Rønne med til DM i Skills

LÆRLINGE: Industritekniker Emil laver metaldele til chokolademaskiner og elsker at programmere: Nu skal han prøve kræfter med DM i Skills 2026. Læs interviewet med ham inden DM her: 

Emil Gren Kofod – med til DM

 

26-årige Emil Gren Kofod fra Rønne brænder for kombinationen af at bruge hænderne og nørde med IT både på sit arbejde hos IMAS, hvor han er dygtig til at programmere maskinerne, men også i sin fritid hvor 3D-printer på livet løs. Emils passion for IT og stærke evner inden for programmering har ført ham hele vejen til DM i Skills.

(Skills er et engelsk ord, der betyder færdigheder eller evner – arrangørerne har valgt det engelske ord for begivenheden, red,)

Hvad går dit fag ud på?
“Industriteknikerfaget handler om at producere ting ud af rå stykker metal og lave dem om til ting og dimser. Jeg laver fx små nøgler til låsehuse, men også endestykker til chokolademaskiner, som man bruger til at lave Snickers.”

Hvorfor valgte du uddannelsen?
“Jeg er lidt nørdet, så derfor er uddannelsen god til mig, da det både er et IT-fag samtidig med, at man bruger hænderne. Der er ikke så mange, der kender uddannelsen, men jeg fandt den på Uddannelsesguiden, og der faldt jeg for kombinationen af at bruge hænderne og arbejde med programmering. Det betød, at jeg måtte rejse fra Bornholm til Sjælland, og jeg regner ikke med at flytte tilbage igen.”

Hvad er det bedste ved dit fag?
“Det bedste er, at jeg får daglige udfordringer, når jeg skal løse en opgave, fordi opgaverne meget sjældent er de samme. Det sværeste ved faget er IT-siden, hvor man skal kode maskinerne til at løse opgaver. Man skal have maskinen til at gøre, hvad man vil have, og der findes en million måder at gøre det på.”

Hvad har gjort, at du er blevet så godt til dit fag, at du nu skal dyste til DM i Skills?
“Jeg gør bare mit arbejde, og så har jeg en god forståelse af kode. Man kan bruge programmer, som selv kan skrive kode, men det bruger vi faktisk ikke – så det er nok fordi, at jeg har en god forståelse kodesprog.”

Hvordan forbereder du dig?
“Jeg sidder og terper op til Skills. Vi skal bruge en særlig software til at programmere i til Skills, så jeg sidder og øver mig i programmerne for at finde genveje for at spare tid. Det er i bund og grund en konkurrence imod tid.”

Hvad glæder du dig særligt til i ved DM i Skills?
“Jeg har nerver på i forhold til at skulle performe til selve konkurrencen, men jeg gør det så godt, jeg kan. Jeg glæder mig til det sociale aspekt og til at møde en masse mennesker.”

Har du øvrig erfaring med at konkurrere?
“Jeg er faktisk ikke et konkurrencemenneske, men jeg tænkte, at jeg ville give mesterskabet på Sjælland et skud, og så blev jeg den bedste industritekniker i drejning på Sjælland.

“Jeg er en IT-nørd derhjemme også, hvor jeg hoster spilservere for mine venner. Derudover 3D-printer jeg meget. Hos IMAS er jeg den, der sørger for 3D-print. Jeg har fx printet indsatser til skufferne, hvor vi har vores måleværktøjer i, så det er skræddersyede indsatser til vores værktøj.”

Hvordan bidrager din uddannelse  til den grønne omstilling?
“Vi går meget op i grøn omstilling hos IMAS. Vi tracker ned til mindste detalje, hvor meget CO2 vi bruger og arbejder på den måde, så miljøbevidst i vores produktion, som vi kan.”

70.000 besøgende
Emils deltagelse til DM i Skills 2026 støttes af DI og Dansk Metal i regi af Metalindustriens Uddannelsesudvalg.   DM i Skills er Danmarks største årlige mesterskab for unge på erhvervsuddannelserne.

I år finder eventet sted i Hjørring fra 22. til 25. april, hvor omkring 300 af landets dygtigste lærlinge konkurrerer i over 40 fag om titlen som den bedste. Der forventes op mod 70.000 besøgende, der kan opleve konkurrencerne gratis på tætteste hold.

Du vil måske også synes om

Fare for sammenstyrtning af husmur

  POLITI: Bornholms Politi fik torsdag formiddag en henvendelse fra en borger, som var bekymret for, at en husmur i Hasle muligvis var i fare for at vælte. En patrulje kørte til stedet og konstaterede, at der var fare for sammenstyrtning af muren. Ejeren blev kontaktet, og vedkommende gik straks

Læs mere »

Her er beviset: Bornholm er solskinsøen

KLIMA: Bornholm lander på en førsteplads blandt landets 98 kommuner, når det gælder solskinstimer. Det viser en opgørelse foretaget af 1KOMMA5°.   Fra 2024 til 2025 er mængden af solskinstimer steget kraftigt på tværs af hele landet. I Bornholm skinnede solen i alt 2.127,0 timer i løbet af 2025. Det

Læs mere »

Formand: Bornholm har brug for en stærk erhvervsindsats – også når økonomien er presset

ERHVERV: De mange høringssvar til forslaget om en markant reduktion af Business Center Bornholms finansiering peger på en fælles bekymring: Bornholm risikerer at svække den kapacitet, der skal omsætte politiske ambitioner til virksomhedsudvikling, investeringer, arbejdspladser og i sidste ende skatteindtægter, lyder det fra bestyrelsesformand Karen Bladt.   Bestyrelsesformand for Business

Læs mere »