ÆLDRE: Langt hovedparten af kommunerne har opjusteret deres budgetter for ældreområdet sammenlignet med 2025.

Langt hovedparten af landets kommuner har opjusteret deres budgetter for ældreområdet sammenlignet med 2025. Samlet set øger landets 98 kommuner budgetterne på ældreområdet i 2026 med 1,1 mia. kr. i forhold til 2025.
Udviklingen skal ses i forlængelse af økonomiaftalen for 2026 mellem regeringen og KL. Her blev den samlede kommunale serviceramme for 2026 hævet med 3,2 mia. kr. Aftalen sikrer, at pengene følger med, når der kommer flere ældre.
Ældrereformen indebar samtidig et kvalitetsløft af området på en mia. kr., når løftet er fuldt indfaset i 2027. Det er derfor forventningen, at kommunerne fortsætter arbejdet med at prioritere området, så kvalitetsløftet kommer borgerne til gavn. Det samlede kvalitetsløft som følge af reformen udgør i 2026 i alt ca. 700 mio. kr.
Mærkes i hverdagen
Den nyligt afgåede ældreminister Mette Kierkgaard (M), sagde om aftalen, der blev indgået lige inden hun trak sig fra posten på grund af sin mands sygdom:
“De ældre skal kunne mærke i hverdagen, når vi med ældrereformen og aftalen om kommunernes økonomi har givet kommunerne mulighed for at løfte ældreområdet markant. Derfor glæder jeg mig over, at ældreområdet prioriteres i budgetterne for 2026.
Samtidig har jeg en klar forventning om, at man i kommunerne i de kommende år fortsætter med at prioritere området som aftalt. Det er afgørende for at sikre kvalitet og værdighed i ældreplejen og for at give medarbejdere bedre rammer for at levere pleje og omsorg, og jeg kommer til at følge udviklingen tæt. Vi er godt på vej, men vi er ikke i mål.”









