JUL: Igen i år kan man møde Luciabørn fra Friskolen Østerlars i optog forskellige steder på øen.

En smuk tradition holdes i hævd, når elever fra Friskolen Østerlars i de kommende dage går Lucia-optog forskellige steder på øen.
13 elever i alderen fra 10 til 13 år deltager i optoget, og pigerne synger “Lucia,” “Hold håbet op” af Marianne Søgaard, “Julefred med mumle”, og “Glade Jul, Dejlige Jul” – den sidste dog kun på plejehjemmet, hvor den vækker stor lykke.
Lucia-pigerne går rundt fredag 12. december, hvor der er optog til Friskolens fællesmøde kl. ca. 9.50, lørdag 13. december kl. 10.30 på Hasle Plejehjem og endelig søndag 14. december kl. 16 på Bornholms Kunstmuseum.


