KIRKEN: Organist og klokkenist Erik Lærke Kure fortæller om Rø Kirkes største klokke og kirkeklokkerne i Nyker. Anledningen er at det er 300 år siden at kirkens største kirkeklokke blev støbt.

Af Lene Dam Jørgensen
Rø Kirkes største klokke har 300-års jubilæum, og i den anledning holder organist og klokkenist Erik Lærke Kure foredrag i Rø Kirke torsdag 13. november kl. 19.
Både Rø Kirkes største klokke og kirkeklokkerne i Nyker blev støbt af Johan Heinrich Armowitz i 1725.
Erik Lærke Kure vil i ord, lyd og billeder fortælle om klokkerne og klokkestøberen samt lokale, nationale og internationale forhold i kirken og det omgivende samfund i årene omkring 1725. Derudover vil han fortælle om Rø Kirkes anden klokke, der er støbt af J. J. Mårtensson i 1780.
Hør om kirkeklokker
Tilhørerne kan blive klogere på, hvordan kirkeklokker er blevet støbt siden sjette århundrede efter Kristi fødsel og om Reformationens anliggende og rolle i forhold til klokkerne. Erik Lærke Kure fortæller derudover om klokker, der omstøbtes til kanoner. Det er også muligt at se inskriptioner og billeder samt se og høre en frekvensanalyse af, hvordan klokken lyder.
Erik Lærke Kure er organist og klokkenist ved Sct. Nicolai Kirke i Vejle, og derudover er han uafhængig klokkerådgiver. Han har tidligere undervist i klokkespil og campanologi på Løgumkloster Kirkemusikskole samt været klokkekonsulent i Kirkeministeriet fra 1999 til 2010.










