MUSIK: Lørdag 25. oktober får Svanekegaarden besøg af tre sværvægtere fra dansk musik, som alle tre har noget ud over det sædvanlige på hjerte.

Alle de tre musikere i Pasborg Trio er udover at være store musikere også store personligheder. Sammen udgør de en super-trio, som spiller smukke og inderlige melodier, har dynamik og inviterer på musikalske ekspeditioner.
Stefan Pasborg har gennem de sidste 15-20 år, manifesteret sig som en meget succesfuld dansk instrumentalist med mere end 1.000 koncerter over det meste af verden, i 40 forskellige lande. Han er en af landets bedste trommeslagere, hvilket ikke er så sært, eftersom han er oplært af sin gudfar, legenden Alex Riel. Stefan er nok mest kendt som medlem af orkestret Ibrahim Electric, men har i sin karriere har han etableret sig som en seriøs og innovativ musiker, der bl.a. har samarbejdet og indspillet med store navne som John Tchicai, Miroslav Vitouš og Tomasz Stanko.
Han har en stil, der spænder vidt fra jazz, afro, balkan til rock og funk.
Velkendt på Bornholm
Carsten Dahl, velkendt på Bornholm, er anerkendt som en af Danmarks mest innovative musikere og komponister med utallige udgivelser, kunstneriske samarbejder og en omfattende koncertvirksomhed, primært indenfor jazz og klassisk musik.
Fredrik Lundin, saxofonist, fløjtenist og bandleder, er en af Skandinaviens mest markante jazzprofiler. Siden 1981 har han med sin elegante, eksplosive stil udforsket samtidsmusikkens grænser, både i Europa og Skandinavien.
Egne kompositioner
De tre musikere spiller egne kompositioner og gør sig særligt bemærket med en alsidig lyd, der blander nordisk noir med rammeløs, amerikansk free-jazz. Dahl og Lundin kan som få andre male billeder, som med Pasborgs knivskarpe eksplosioner tager musikken til nye højder.
Hvis man absolut skal putte koncerten ind i en genre, må den hedde Nordisk noir møder amerikansk freejazz. Kort sagt: Svanekegaarden byder på en eftermiddag med geniale musikere og dermed en musikoplevelse udover det sædvanlige.
En del af koncerten er tilegnet Alex Riel og trioens plade “Dear Alex.”









